Det spilled i strømmende Vande
af Lygter og Stjernesmuld,
det blæste saa svalt om min Pande,
og Træerne lyste som Guld,
og hvergang det klinged af Strenge
fra Husene, standsed jeg længe
og læsked mig Sjælen fuld.
Jeg vandred, som om jeg blev baaren,
hvor Masterne gyngende stod,
vi talte om Rejser til Vaaren,
om Glæder, som forestod,
o Vaaren, jeg huskede Duften —
da fløj der et Blad gennem Luften
og lagde sig foran min Fod.
Det vakled først frem og tilbage
som En, der opgav sin Dyst
og gik fra de strømmende Dage,
fra det, der er muntert og lyst,
til Mørket — foruden at vredes,
fordi det maa være saaledes —
og Bladet faldt ned og blev tyst.
Da falmed de kommende Rejser,
da døde det vaarlige Bud,
o alting som skinner og knejser,
skal miste sit skinnende Skrud,
en Dag er det strømmende omme,
hvad hjælper det Vaaren vil komme,
naar Høsten skal slette den ud.