Imellem de lave Diger
det groede stærkt og ungt,
det sused i Kornets Riger
af Korn, der blev gult og tungt.
Det sused alle Vegne:
jeg lever, min Kerne gror;
da hørte vi Sæden segne
en Dag mod den sorte Jord.
Den segnede hen i Svøbet
af Sensommersolens Skin,
nu havde den fuldendt Løbet
og lagde mod Jord sin Kind.
Og nu bliver Dage dunkle,
og Aaret gaar mod sit Fald,
mangfoldigt Stjernerne funkle
i Aftnernes dybe Hal.
Det bliver saa tavst i Enge,
det bliver saa tavst ved Kyst,
og selv staar vi stumme længe
og tænker paa Vaar og Høst.
Selv suser og bruser vi gerne
som Kornet i Agren smukt;
men bliver vi derfor Kerne,
og bærer vi derfor Frugt?
O Høst, vil du gavmildt give
os Visdom i Liv og Død,
vi ville saa gerne blive
engang som det gode Brød.
Som Kornet, der bærer Kerne
om Gaarde og ringest Bol
i Skær af den høje Stjerne
og af den velsignede Sol.