Nu bliver Bladene ganske gule,
og i de dybe og fulde Nætter
vi hører Sang fra de vilde Fugle
henover Skove og dunkle Sletter.
Vi staar fortabte, vi staar og lytter
hvergang det vaares, og naar det vintres,
det er som skønne forglemte Myter
i deres Syngen med et erindres.
Den Sang i Høst, og naar Mulm var omme,
den klang endnu, naar de selv var fløjne —
hav Tak, du Fugl, som igen vil komme,
og du, som styrted med brustne Øjne.