Vinløv
Til en Digter.
Til en Digter.
Det grønne Vinløv udenfor mit Kammer
er blevet tændt af Høstens røde Flammer,
det blaaner over Sundet
septemberligt og klart,
de fjerne Skyer sejler
paa deres hvide Fart,
se dig om, Somrens Fnug er fløjne,
Høsten, Ven, har saa dybe Øjne.
I Skovene, de blussende og gule,
der slumrer Vind, der slumrer Sol og Fugle,
det er som hele Verden
er blevet Drøm og Aand,
se Bladet segner gulnet
ned i min bule Haand,
grønne Blad, som en Vaar beruste —!
visne Blad, Tak fordi du bruste —!
Vi vandrer ud i Høstens stille Dage,
men uden Mismod, uden Kny og Klage,
fordi vi tror, at Livet
har Styrke i sin Vin, —
naar Vinen stundom spildes,
er Skylden din og min,
Livet selv blinker med sin Vove,
Livet selv aabner sine Skove.
Den røde Høst, den stille Høst er inde,
saa rent, saa skønt kan vore Dage skinne,
Gud glæde den, der spilled
ad Vejene, han gik,
vi standser der ban vandrer,
fortabt i hans Musik, —
fyld hans Glas af den fulde Kande,
læg ham Løv, Vinløv om hans Pande.