Morgenstjernen blegned,
og Jorden lod sig ane,
mørke Skygger listed
fra Bjergets tunge Krop
som en Hær, der viger
med sønderreven Fane.
Morgenstjernen blegned.
Den første Fugl fløj op.
Træet kom til Syne
med sine vaade Grene,
hvid hang Morgentaagen
som Søvn i Løvets Skjul,
Veje kom til Syne,
men end var Jorden ene
med sit første Dagskær
og sin stumme Fugl.
Morgenstjerne — Vandrer,
som mig nu husvaler,
Tak fordi jeg saa dig,
før du helt gaar hen,
førend Drømmen sprænges,
og før Hanen galer,
førend Verden vaagner
højt skingrende igen.
Morgenstjernen blegner
og bliver ganske liden,
nu Farvel, min Stjerne,
utæmmet, ren og vild,
uset men erindret,
uset skal du siden
svale mine Øjne
gennem Dagens Ild.
Hemmeligt du hilser,
indvier mig — o ve mig,
hvis dit Blik det rene
mit Syn ej kunde naa!
Far nu vel, min Stjerne,
siden skal jeg se dig.
Siden — er i Dag
og naar Hjertet skal forgaa.