O Liv, hvad vil du med mig,
snart Jubel og snart Kvide!
Snart maa jeg henrykt danse,
snart stønne under den Lanse,
du borer i min Side.
Jeg holdt mellem Hænder et Hoved,
vi smiled — syv Sekler var fløjne,
da sank min Haand forvirret,
syv Sekler havde jeg stirret
med Smil i Dødens Øjne.
Højt elskede jeg Magten,
vildt maatte Sjælen sværme,
da jeg med ét fik rakt den,
o Gud, nu har jeg smagt den,
dens bitre, bitre Bærme.
Snart lod du Sjælen blomstre
og snart til Grunden hærge,
kom, tag din Lyst og Ære,
din Kval og lad mig være
en Hyrde i dine Bjerge.