I
Skridt for Skridt, men sejgt og støt,
mens Smaasten sagte ramle!
Vind henblæser svalt og sødt
i Bjærgene graa og gamle.
Bjærgets Ansigt er mørkt og tungt,
men Øjnene graa og blide,
Urtestænglerne duver ungt
mod Bjærgets gamle Side.
Nær mig bræger det stille Faar,
en Hyrderøst sig hæver,
Dagen er som tusind Aar,
hvor Urt i Bjærget bæver.
II
Foden standsede brat sin Gang,
her laa med ét en Slette,
Græsset aabned sit grønne Fang,
ak hvem beskriver dette:
Kærlingetand og Engelsød,
mit Hjemlands Blomster fagre,
kom mig i Møde med velkendt Lød
paa disse fjerne Agre.
Bøgeløvet i fremmed Glans
hensuste med sagte Stemme:
Landsmand, min kære Landsmand, stands!
Nu er du næsten hjemme.
Bøgetræ med den graablaa Bark,
nu synger de fjerne Navne,
før jeg forlader den fremmede Mark,
maa jeg dig, Søster, favne —
lad os med lukkede Øjne se
tilsammen vort Hjemlands Sletter:
Tjørnen vandrer med Blomstersne
igennem de lyse Nætter.
Dagen stiger med Bi om Straa,
med Sol og Surr den kommer,
Sundet slynger sit Baand det blaa
igennem den grønne Sommer.
Bøgetræ i en fremmed Vaar,
det bar vi begge sandet,
ét Sekund er som Dag og Aar
i Drømmen om Moderlandet.