Med Natten kom den dybe Fred,
det er saa sent, og jeg er træt,
men træt og glad, for tæt herved
gaar dybt og trygt dit Aandedræt.
Slet intet Smil og intet Ord
kan skabe mig saa dyb en Ro,
som naar du sover dybt, min Mor,
og hviler for os begge to.
Det toner som Konkyliesus,
mens Timer kommer tyst og blidt
og atter vandrer fra mit Hus,
der fordum mangen Strid har stridt.
Jeg selv skal stride endnu mér,
og kom kun, Strid! Dit Navn er smukt,
det er dog dig, ved hvem det sker,
af Leret løfter sig til Flugt.
Men du som sejred, stands og hvil,
hvor Laurens Træ usynligt gror,
og Lunet løves med det Smil,
der dybest i dit Væsen bor.
Først Kamp, saa Smil, først haardt, saa blidt,
det var dit Liv, det var din Lov,
nu lyder Latteren saa tidt
igennem Talens viltre Skov.
Sov nu, mit Barn, nu vaager jeg,
som du har vaaget tro engang,
gaa glad ad Drømmens gode Vej
til Lyden af min Takkesang.