Det bryder i Popler og Pile,
og Hjertet staar op fra sin Hvile
og lytter mod Nord og mod Sønder —
en Smerte, en gammel, begynder.
Mit Øje har fanget langt ude
et Sejl paa en duvende Skude,
ak før mig fra Byen og Havnen,
læg tusinde Mile om Stavnen.
Jeg strækker mig, er ikke stækket,
jeg hviler mig bare paa Dækket
en Stund, før jeg flyver i Vejret
med Fugle paa Flugt imod Skæret.
Vi stiger, vi stiger, vi stiger,
vi staar mod de yderste Riger,
vi har ej Erindring, der klinger,
vi er kun et Skum, der fik Vinger.
Vi har ikke Hjerte og Hjerne,
vi stirrer ej blindt paa en Stjerne,
al Higen og Hu er forstummet,
vi selv er som Havet og Rummet.
Vi kender ej Sindets Forfrisken,
kun Saltsmag og Smagen af Fisken
og Havet, der staar os i Synet
og Brunsten, der kommer som Lynet.
Vi flyver, vi flyver, vi Fugle
paa Vej til det yderste Thule,
kun Fugle, men Fugle i Flugten
paa Flugten fra Menneskelugten