Over Torvet kom der blæsende
en Kuling fra Sydvest
over Banken og Teatret
og den sort, sunkne Hest,
gennem Nyhavn gynged Skuderne og vejrede med Snuderne
imod Havets salte Glæder — og de rev i deres Kæder,
der var Foraar i den Blæst.
Imod Aften stilned Vindene —
over store, nøgne Træ’r
stod en Himmel høj og hvælvet
med et fjernt og grønligt Skær, —
der var skumringsblaat langs Tagene — og Biler, der kom jagende,
og Kiosker, der blev tændte — alt det daglige og kendte
blev en Drøm, helt frisk og nær.
Og vi vandred langs med Skuderne
og rørte deres Kant,
naar vi spejded op i Himlen,
var det helt, som Byen svandt!
og saa styrede Lanternerne i Mørket under Stjernerne
paa et sydligt Hav, hvis Blassen førte fremmed Duft i Næsen
fra et Land, vi aldrig fandt.
Men jeg gaar endnu i Skumringen
hvergang et Foraar gror,
langs de store dunkle Skuder,
der har Drømmene ombord,
og en Længsel kommer brusende, jeg glemmer alle Husene, —
lad Død og Dvale komme, naar dette Brus er omme,
der dybest i mig bor.