Det er en Søndagmorgenstund,
det gyldne Skær i Dalens Bund
staar som en mild og munter Spot
mod andre Dages Graat i Graat,
ja selv den fjerne strenge Sné
paa Bjærgets Top maa sagte lé.
Og Dagen gaar med Sol og Blaat
og Graners Grønt — hvor alt er godt,
hvor Verden dog er smuk og ny
og Hjertet som en Sommersky,
den Sne deroppe skal jeg naa, —
omsider falder Mørket paa.
Jeg stiger gennem Sten og Krat,
imod mig gaar saa ren en Nat,
de Stjærner, som nu bryder ud,
er ikke Stjerner mér, men Gud,
her er saa stor en Hellighed,
som intet Lavlandshjerte véd.
Jeg vandrede ved Kvæld og Gry
i Bjærge, i den store By,
jeg hører stundom nævnt et Navn
og fyldes af en Sang, et Savn —
o Vandringstid i Sol, i Graat,
hvor har du gjort mit Hjerte godt.