Over gamle og mosgro’de Tage
gled der Skyer som rolige Dage,
bag en Skyrand laa Solen begravet —
det var Sommer, en Aften ved Havet.
Hun stod lysklædt paa Stranden, alene,
som et Skumsprøjt blandt Skaller og Stene,
som en Søster til Ternen og Maagen, —
i det Fjerne lød Vandenes Kogen.
Og hun stirred paa Bølgernes Horde,
som om Blikket i Skummet blev borte,
hun var selv som en vandrende Bølge,
der har revet sig løs fra sit Følge.
Da jeg raabte: Min hvide Veninde!
saa jeg Ansigtets Perleglans skinne,
og som Havet, den tause Betvinger,
gik hun mod mig med spilede Vinger, —
og hun lukked dem om mine Skuldre,
da begyndte Alverden at smuldre,
baade Stranden og Stenen og Maagen,
i det Fjerne lød Vandenes Kogen.
Hele Verden laa brudt og bedøvet,
og kun Lyngtoppen talte med Støvet,
og vi selv var i Tysthed begravet
som to Bølger, der favnes i Havet.