Lad os glemme hinanden i Nat —
som en Fisk, der er lynsnar og glat,
skal du sno dig i Glimt, som et Nu —
jeg vil gøre det samme som du,
lad os glemme, mens Timerne gaar,
vore Hjerters urolige Aar,
og saa huske hinanden — hvornaar?
Og vi skiltes med modige Smil,
jeg för bort i en Automobil,
og jeg følte en Frihed, en Magt,
mens jeg retted’ min Harlekindragt:
Jeg vil svømme om mangen Galej
og med Lethed faa Ja af et Nej,
jeg har Tænder i Nat som en Haj.
Der var Trængsel ved Festens Portal,
her er Harlekin — Plads for en Gal!
jeg rev Dørene op til et Rum, —
da standsed jeg, slagen og stum,
og jeg mærked i Hjertet et Spyd:
o Karneval, hvor er din Fryd!
dér dansed de uden en Lyd —
som Trælle, der koblede staar,
som Orm i en Ormegaard,
de dansed med Bug imod Bug
og krænkede Venus i Smug,
de jaged en Fest af min Hu,
de flaaede Drømmen itu,
o Mona — Guds Død, hvor er Du?
O, Mona — jeg rased, jeg skreg,
med Knoerne slog jeg mig Vej,
min Hjerne var smertende tom,
da hvisked det: vend dig dog om —
en Stemme, en sødmefuld Ro!
jeg vendte mig hastigt og lo
og knæled og kyssed din Sko.
Vi fulgte et bydende Bud
og iled i Foraaret ud,
vi flygted’ fra Ormenes Fest
og ud i den vaarlige Blæst,
hvor Dufte som flygtige Spor
stod op fra den sortnende Jord —
og Venus straaled i Nord.