En fremmed By en Aften sén
og Hus ved Hus, en øde Egn,
jeg gaar og gaar — bestandig Sten,
hvor er et Træ, et vaarligt Tegn?
ak hvor er vel min egen Vaar,
mit Haab, mit Mod som mig forlod,
er det min Høst, jeg gaar imod?
Det mumler i den mørke Flod,
og Stjernen glimter, fjern og mat,
og ser paa den, der paa sin Fod
maa vandre i en jordisk Nat, —
med sammenfoldet Vingefang
min Længsel, imod Stjernen vendt,
har Stjernen spurgt: Er alting endt?
Et oplyst Vindu — hvem har tændt
sit Lys endnu, saa sent, maaské
en anden ensom, det er hændt
at være vaagen med sin Vé,
lev vel — men hør: et Buestrøg,
ja stands og vent — en sagte Lyst
fortrænger dig, du gule Høst.
Ja hør en Cellos mørke Røst —
o Længsel, spil nu Vingen vidt
og stig imod den fjerne Kyst,
som du har stirret mod saa tidt, —
nu bliver Stjernen atter min
og Mælkevejenes Opal,
jeg giver Rummet al min Kval.
Musik, Musik, som dyb og sval
befrier Sindets trange Suk — —
der gaar igennem Hjertets Sal,
usynlig og usynlig smuk
en tyst Gestalt, fortrolig nær
som Vinden i en Nat i Maj —
Musik, nu knæler jeg for dig,
fordi du paa den øde Vej
har ladet ské, hvad længst er skét,
Musik, mit Foraar døde ej,
jeg har det lyst i Luften sét,
lad komme Tid med Savn og Sot
og skønne Ting, der gaar i Skaar —
naar du, Musik, ej fra mig gaar.
Bliv ved, jeg lytter — Tiden gaar
som Fnug paa Marken flyver hen,
velkommen, du min grønne Vaar,
det tabte kommer nær igen — —
kun med en Smerte i sit Smil,
men skønnere end det forgik
og evigt mit — o du Musik.