Aftnen er kølig, men Lindene
grønnes for Øjet,
Pilen har aabnet sin Favn,
over Grønsværet bøjet,
Droslens bestandige Røst
er en vellystfuld Klage,
alt, der kan glædes, er tændt
mod de svulmende Nætter og Dage.
Atter skal hemmeligt Vindene
bruse i Løvet,
Bægre, der sukker i Savn,
skulde vorde bestøvet,
alting skal vokse i Lyst
og skal drages og drage, —
Hjertet alene staar vendt
mod en Vaar, der ej kommer tilbage.