Hans Ahlmann (1881–1952)

Stille, nu sejler vi ind i en aftenlig Brise,

                        Gale og Vise, —

Øjnene funkler og spiller bag Maskerne sorte,

                        Tusmørkets Porte

aabner sig langsomt mod Skibet og Søen,

                        se — der er Øen!

Langt har vi sejlet i Vester og Øster,

                        her er dens Kyster,

sløret af Tusmørkets hviskende Brise,

                        ser I Marquise!

Haverne breder sig, spundne i Tusmørkets Silke,

                        Blomsternes Stilke

svajer beruset og bærer de glødende Kroner,

                        Panfløjte-Toner

spiller bag lygtebehængte Busketter,

                        hundrede Nætter

af gnistrende Trolddom besat

smelter nu sammen i een overvældende Nat.

                        Træerne binder

ømt deres Løv omkring Marmorgudinder.

Tause Marquise, mit Hjerte forbrænder til Aske,

                        løft denne Maske!

Sig, er I Den, der besjæled mit Vers og min Vise,

                        slanke Marquise?

Den, i hvis søde og mørknende Røst der kan være

                        Bud fra Cythère

og Bud fra min Skæbne, mit Liv,

gaa ikke — ser I, jeg knæler — jeg beder jer bliv!

                        Sig, er I Den, der mit Hjerte

i Evigheds Tid skal befale —?

                        Tause Marquise!

— — —

                        Ak, kom jeg hid som en af de Vise,

                        gaar jeg som en af de Gale!