I dør, I dør, min Ungdoms Flok,
før Tredveaarets Skel,
forbitret hugger jeg min Stok
mod Død og Fald — — alligevel —
hvad er min Trods og Harme til,
den faar ej Maal og Ram,
den Dødedans, som Døden vil,
den standses kun af ham, —
jeg har jo kun jer Grav, jer Krypt,
dèr synger jeg min Sang,
og bøjer mig imod jer dybt,
fordi I var mig god engang.