Der kom lange, lange Flager
i et sort og lydløst Følge
fra de fjærne, tætte Skove
og den øde, øde Bølge, —
og de sejled over Byen,
det blev sort som Muld foroven,
og det skreg med eet i Luften,
som det stundom skreg i Skoven, — —
og jeg saa, du sad og lytted
til de hæse Høstens Stemmer,
og jeg ved, du sad og tænkte
paa de Ting, du aldrig glemmer, —
paa de lange, lange Veje,
der blev vandrede forgæves,
paa din Ungdoms skjulte Skatte, —
skal de aldrig, aldrig hæves.
Det gav Ekko i dit Hjerte,
da det hvinede foroven, —
mon det skriger i dit Hjerte,
som det stundom skreg i Skoven. —
— —
Fra de sorte, vaade Grene
glode store, tunge Draaber,
og de drypped imod Jorden
med en Lyd som: Taaber, Taaber —
Men nu løfter du dit Hoved,
og jeg kysser dig paa Panden:
Skal vi altid, — skal vi altid
være gode mod hinanden, —
og du smiler, lidt bedrøvet,
med det Smil, jeg før saa smuldre,
mens jeg ser paa dine Øjne
og forkæler dine Skuldre.
Lad mig kysse dine Hænder, —
aa min Ven, du maa begribe,
at jeg har for længe siden
brændt, — som du — brændt mine Skibe, —
jeg kom ogsaa bort til Vejen,
som af ensomme bevandres,
og fik Troen paa de Skæbner,
som skal ingentid forandres, —
og jeg raabte i min Vaande
paa en Sjæl iblandt de andre, —
men de hørte mig slet ikke,
og jeg tav — og maatte vandre.
— —
Jeg vil hjælpe dig at grave
i de Agre, der laa øde,
og en Dag skal Mulden skinne,
og din Ungdom skal du møde, —
og dit Hjerte skal du langsomt
imod Foraarssolen vende
og velsigne Livet længe,
at det har en Dag som denne.
— —
Du skal lære mig at glædes,
du skal lære mig at takke, —
naar jeg kysser dig afsindigt,
skal du gribe om min Nakke, —
Og mit Liv, som sang forvildet
uden Maal og uden Mester,
skal du tvinge med dit Væsen
til et tvingende Orkester.