Der kom lange, lange Flager
        i et sort og lydløst Følge
fra de fjærne, tætte Skove
        og den øde, øde Bølge, —
og de sejled over Byen,
        det blev sort som Muld foroven,
og det skreg med eet i Luften,
        som det stundom skreg i Skoven, — —
og jeg saa, du sad og lytted
        til de hæse Høstens Stemmer,
og jeg ved, du sad og tænkte
        paa de Ting, du aldrig glemmer, —
paa de lange, lange Veje,
der blev vandrede forgæves,
paa din Ungdoms skjulte Skatte, —
skal de aldrig, aldrig hæves.
Det gav Ekko i dit Hjerte,
        da det hvinede foroven, —
mon det skriger i dit Hjerte,
        som det stundom skreg i Skoven. —
— —
Fra de sorte, vaade Grene
        glode store, tunge Draaber,
og de drypped imod Jorden
        med en Lyd som: Taaber, Taaber —
Men nu løfter du dit Hoved,
        og jeg kysser dig paa Panden:
Skal vi altid, — skal vi altid
        være gode mod hinanden, —
og du smiler, lidt bedrøvet,
        med det Smil, jeg før saa smuldre,
mens jeg ser paa dine Øjne
        og forkæler dine Skuldre.
Lad mig kysse dine Hænder, —
        aa min Ven, du maa begribe,
at jeg har for længe siden
        brændt, — som du — brændt mine Skibe, —
jeg kom ogsaa bort til Vejen,
        som af ensomme bevandres,
og fik Troen paa de Skæbner,
        som skal ingentid forandres, —
og jeg raabte i min Vaande
        paa en Sjæl iblandt de andre, —
men de hørte mig slet ikke,
        og jeg tav — og maatte vandre.
— —
Jeg vil hjælpe dig at grave
        i de Agre, der laa øde,
og en Dag skal Mulden skinne,
        og din Ungdom skal du møde, —
og dit Hjerte skal du langsomt
        imod Foraarssolen vende
og velsigne Livet længe,
        at det har en Dag som denne.
— —
Du skal lære mig at glædes,
        du skal lære mig at takke, —
naar jeg kysser dig afsindigt,
        skal du gribe om min Nakke, —
Og mit Liv, som sang forvildet
        uden Maal og uden Mester,
skal du tvinge med dit Væsen
        til et tvingende Orkester.