I
Aasens Graner blir borte,
drukner i lilla Dis,
Aftenskyerne driver
paa en underlig Vis.
Himlen i Vest er hvidnet,
stum som en Sarkofag,
fanger de sidste Rester
af den døende Dag.
Birken bøjer sit Hoved,
sænker det tyst og træt,
Birken er af en elskelig,
fin og forborgen Æt.
II
Jeg elsker dig, du hvide Jomfrubirk,
fjernt, fjernt fra Vejens Støv.
Naar Natten gror, da suser det
i Jomfrubirkens Løv.
Hver stille Nat gaar jeg at lytte til
dit Væsens Melodi.
Da ser jeg Lykken langsomt,
langt borte gaa forbi.