Birthe, — der er langt til Morgen,
naar vi med vor Skæbne brydes,
kæmper mod en tung, forborgen
Kraft, der ubønhørligt strengt vil lydes.
Hørte du mit Hjerte skrige
som en vild, forsulten Maage,
der i Døgn paa Døgn maa krige
mod en lukket, mørkesvanger Taage.
Tigget har jeg lydt og skreget
efter Hjælpen, efter dig, min Due, —
dig, min Due, — — ene ejet
haabløs Kamp og Rædsel i min Stue.
Morgen blev det, — tætte Stimer
gyldent Lys faldt over Dagen,
Kampen standsed, — der kom stille Timer,
jeg var træt af Kummer, tavs — og slagen.