Det er i Nat saa klingert,
saa foraarshøjt i Rummet,
saa mange dumme Lyde
er svindende forstummet.
Ad Nørregade skrider
adstadigt Bagerkatten,
ad Nørregades Fliser
er der saa tavst om Natten.
Det er, som blev der aabnet
til Petrikirkens Have,
og mosbegroet Stilhed
forlod sit graa Enklave —
og vandt sig om „Vor Frue”,
om Søjlerne og Tinden
og svøbte sig om Klangen
i Timeslagets Minden —
og vandrede mod Torvet,
men vendte sig med Lempe,
thi Natteravnes Jubel
kan ingen Stilhed dæmpe.
— —
Det er en anden Stilhed,
en skøn og skær Husvalen,
der blinker mig imøde
i Gaden ved Kanalen.
Det er et Smil, der blunder,
en Sjæl, der sagte glædes,
der flyr som Fnug, men aander
i Skønhed, hvor den stedes.
Det bølger og det blinker
igennem Broportalen, —
der driver tusind Stjerner
paa Strømmen i Kanalen.
De gamle Lygter spejler
uroligt deres Tande,
der driver megen Skønhed
ad disse stille Vande.
Det er i Nat saa klingert,
saa foraarshøjt i Rummet,
ad disse blanke Veje
er megen Sorg forstummet.