Himlen er blaanende høj,
og Vinterens Vælde er segnet,
Skibenes langsomme Røg
som Foraarsvignetter er tegnet.
Luften er svimmel af Skær
fra de lysbrudte Vande,
ør af en hjemkommen Stær,
der har fløjtet i fremmede Lande, —
ør af en fløjtende Stær
med de trættede Vinger,
træt efter Flugten til her,
hvor med Ungdom og Minder det ringer.
Var der mon før saa fatal,
saa fortvivlet en Glæde,
du maa da kvidre dig gal,
saa forelsket du er i din Rede.
Hør, hvor den fløjter et Navn,
som dens Bryst skulde sprænges:
Var da saa mægtigt dit Savn,
at du ikke kan glemme at længes.
— —
Kun dette svimlende Skær
og en Stær paa den ensomme Mole, —
fjernt og sekundvis jeg ser
mellem Træer en viftende Kjole.