Det var mørkt i denne septembernat, og der lød en dump nattevindshvisken i de høje trætoppe. Imellem hørtes der sære skrig fjernt inde fra skoven. Og et stort dyr brød gennem tykningen.
Og det var såre mørkt.
Da faldt der tunge regndråber, som små sten på skjolde. Men det standsede snart, og det blev stillere end før.
Men angsten slumrede overalt i mørket. Og der mærkedes noget, som var mørkere end natten; thi det dølgede den dybeste rædsel. Det var alt levendes underkuer – Døden, som drog frem under gispende blade – Døden, for hvem også natten må skælve. —
Men ved bredden af den store flod, som løber gennem skoven, lå der en fattig hytte.
Der var kun et rum i hytten, med en stor seng, fra hvilken halmen strittede frem. Her lå en kvinde med farve som en syg gul blomst, og stirrede med store, stive øjne ud i værelset.
Datteren sad med grådblændet blik ved hendes side. De ventede døden. Da bliver moderen urolig; thi hun hører Dødens stemme udenfor vinduet.
«Dit livs hjul er stanset. Din sjæl ventes bag de sorte strømme, hinsides de tusinde bjærge. Bered dig!»
«Aa min Gud – jeg kan ikke, jeg tør ikke – jeg tør ikke.» Og moderen knugede fortvivlet datterens hånd.
«Moder, hvem taler du med? her er jo ingen inde. Kære, lille mo’r dog.»
«Dit livs dag er nu kun et minde, som snart hvirvles bort med det segnende løv. Derfor kom, du trætte sjæl. Min nat kender ingen skærende gråd, ingen sugende længsler. Der er stille hinsides de tusinde bjærge.»
«Mo’r, mo’r – dine øjne forvildes. Aa dø ikke fra mig – kære, kære mo’r.»
«Kom, kom du trætte sjæl.»
«Ja – ja. Her tør jeg ikke blive. Tag mig med. Farvel lille Marie.» Men hendes hvisken kunde ingen høre. En sagte sitren – og dødens langsomme stivnen drog over hendes legeme.
«Aa mo’r!» — og fortvivlet hulkende kastede hun sig over den afsjælede. —
Og mørkere og mørkere blev det nu ved midnat, og kjerten gik ud i den lille hytte ved floden.
Og langt langt ud i det øde fjerne rullede den vemodige brusende, mørke flod.