Der er store strande, ved hvilke havets bevægelse aldrig helt kan høre op; det sunder sig i tavse dønninger til næste stormdans. Selv når den hvide tåge lægger sig tæt og knugende, tør det ikke hvile, dette urolige, mægtige væsen. Da kan det hænde, at man hører fra tågen skrig, som ikke kan komme fra menneskers læber, for det er dog ikke som skrig. Ingen ved, hvad det er, men fiskerne siger, at det er genfærds tale, og suk fra svundne havrædsler.
Ved disse store strande kan kun voxe tidsler, der er hårde og som forstenede blomster. Højere oppe gror marehalm, og den har bøjet sig og vendt sit hoved ind mod heden; the den frygter havet og lever kun her for nytte og nødvendighed.
Det var den aften, frelseren blev født.
Op i strandkanten var der drevet to strandvaskere. Den ene havde mistet sin underkæbe; den andens kinder havde rejer og andet kryb gnavet af, så kindbenene stod skarpt frem. De lå dér i svagt diset luft med begyndende frost. Solen var ved at vige, og himlen i hin egn var af en bleg rødme, hvis skær ligesom lunende lagde sig om de utallige små isflager og isstykker, der vuggedes inde ved land – gjorde de runde sten ligesom levende og skinnede fornøjet ind i de to blege sømænds åsyn. —
Men på den hellige aften vandrer ud fra paradishaven en engel. Den udsendes af Vorherre, at den skal trøste og glæde alle, som den møder på sin vej.
Lysenglen svæver langs de store strande, men da den ser de to strandvaskere ligge dér mellem de opdrevne isstykker og den stive tang, ynkes den såre. Det skar den i hjertet, at de skulde ligge der så alene på denne hellige aften. Den ånder på dem og de vågner af den tunge hvile.
«Himlens og jordens Gud er god og rig på nåde; beder om noget og han vil tilstå eder det!»
De to havde været skipper og styrmand på samme skib.
De bad da begge om det, der tyktes dem at være den rigeste julegave: at få lov blot et øjeblik atter at se hjemmet og de efterladte kære.
Engelen rynkede da sin lyse pande: «Forfængelig er eders bøn. Vogter eder! The ligesom ingen levende uden skade for sin sjæl tør ransage, hvad der ligger bag døden, således båder det ingen døde at igense menneskenes underlige færd. Vogter eder derfor!»
Men de blev ved at bede inderligen, og den gode engel kunne tilsidst ikke nænne at nægte det.
Den sagde så farvel til dem og ønskede dem en «glædelig jul».
Hastig som den hastige tanke var de i den fjerne by, hvor de havde boet. Usynlige vandrede de opad de kendte gader. Lys og juleglæde strålte fra alle huse. Der var duft af gran, og der var jublende barnestemmer.
Ved torvet skiltes de to rejsefæller.
Da skipperen kom til sit hus, blev han så sælsom til mode; det alene var ikke oplyst som byens andre huse. Jo, der var dog et tællelys i den lille stue. Og der sad jo hans kone; men hvor var hun bleg! Og alle de magre, forsultne børn omkring hende, var det virkelig hans dejlige børneflok? De havde det vist meget småt nu, næsten ingen møbler. Og hvad var det, de fik til julenadvere – kun kartofler. Nu græd den mindste på skødet; hun var helt blå i ansigtet – men der var jo heller ikke i kakkelovnen.
Han følte sig så grænseløs sorrigfuld og angst – så knugende forpint, som den nat, da han på sit skib kæmpede den håbløse kamp mod stormen og bankerne. — — —
Styrmanden kom også til sin bolig; den var lys nok, ligefrem strålende. Det var da mærkeligt med al det lys; han havde jo ingen børn.
Der så han sin elskede unge hustru; hvor var hun dog smuk, skønnere en nogensinde.
Men dér ved hendes side sad jo en mand – en mand. Og nu kyssede de hinanden.
Styrmanden følte sig lamslaaet af sorg. Han var altså glemt – ganske glemt. Allerede. Og han havde dog syntes, at ingen kunde elske højere, end de to havde elsket.
Og nu — — glemt.
Snart jog de atter med tankens hast til de store kolde strande. Men de kunde ikke sige, hvem der var mest bedrøvet.