Opfordring
Raab Hurra kun fra Øster og til Vester,
Bring Fakkeltog, drik Skaaler over Skaaler,
Benaad ham kun med Titler og med Straaler,
Og byd til Bords ham med et tusind Gjæster —
Indret de prægtigste af alle Fester,
Gjør Alt, hvad Kongen og hvad Folket taaler —
Med Tankeblik den store Sværm han maaler:
Alt det er saare godt; dog noget rester.
O kan du, danske Sommer, endnu funkle
Med nogle Nætter, varme, stjernedunkle,
Med nogle Dage, blomsterfyldte, klare —
Skjænk ham de deiligste, som Norden skabte!
Prøv at erstatte, hvad i Syd han tabte,
Og i det gamle Hjem ham at bevare!
Museet
Armod har ofte rakt sin Skjærv, at fremme
Pragtbygninger — ei spurgtes, om den vilde;
Den bygning, vi vil bygge, er kun lille,
En Kube kun, et Skjønheds Honninggjemme.
Ræk da en hjelpsom Haand Enhver herhjemme!
Giv eders Skjærv og lad jer ei forvilde,
I Alle, som i Hjertet føle stille
For Konstens ædle Sprog et dunkelt Nemme!
Det er ei blot til de studeerte Hjerner,
Ei heller blot til Mænd med Baand og Stjerner
Skjønhedsgudinden kaster sine Blikke.
Almuens Barn, hvis Kræfter Ingen maalte,
Har hun af Sødmen, hendes Øie straalte,
Som oftest ladet allerdybest drikke.
Bevidnelse
Tro ei, at det er Kjøbenhavn alene,
Der jubler til den store Konstners Ære!
Vel kunde Landets Børn ei alle være
Tilstede just med Sang og Flag og Grene
Ved hiin Velkomstens prægtigskjønne Scene —
Det Vidne tør dog Musen dristig bære:
At samme Følelser vi Alle nære,
Og lige hjertelig det Alle mene.
Saavidt som Danmark grønnes under Lide,
Er ingen Sjæl, som ikke byder Gjæsten
Velkommen atter i det gamle Thule;
Ja, selv Philistren lægger taus tilside
Det Blad, der har beskrevet Folkefesten,
Og kan ei en Begeistringstaare skjule.
Det Egentlige
Hvad var det Mærkeligste dog ved Sagen?
Hvad var det Frydeligste dog ved Klangen,
Det os mest Gribende ved Velkomstsangen,
Og det meest Straalende paa Høitidsdagen?
Det var — hvortil man snart igjen see Magen! —
Det Ideales Seier over Trangen,
Det Ædles sikkre Høide over Rangen,
Og en Forstummelse af Hverdagsklangen.
Det var ei nogen Jublen hen i Taaget,
Ei noget Skraal af sammenløbne Drenge,
Det Folkeraab, som lød og endnu lyder;
Det var det Sande, som vil ud med Sproget,
Det ubevidste Skjønne, der, om længe,
Uændset holdt tilbage, dog tilsidst udbryder.
Den 28de September 1838.