Emil Aarestrup (1800–56)

Yndig er Ourebygaard i Sommerens blussende Skjønhed,

Med den glindsende Fjord, Marker og Skov ved sin Fod;

Fagert det hvide Slot sig hyller i kjølende Skygger

Som for Solen en Mø grønt i det flagrende Slør;

Reisende komme, at see de duftende Roser og Ranker,

Gangenes ziirlige Bugt, Skjønheds og Roligheds Hjem;

Alle beundre den Haand, der ordned den landlige Rigdom

Og i Naturens Skjød sysled med lykkelig Konst;

Skibene seile forbi den skovrige Kyst, og med Stolthed

Vaier det danske Flag: her er der hjemligt og godt!

Alle, hvadenten de kom i Pragtvogn, fulgt af en Støvsky,

Eller paa den vandrende Fod, støttet til Betlerens Stav —

Alle forlade dig, Ourebygaard, med Tak og med Glæde,

Ønskende Lykke og Held over dit gjæstfrie Tag.

Men ved Vintertid, naar Solen kaster tungsindigt

Enkelte Blik — som nu — over den knagende Iis,

Ingen Sommerfugl mere omflagrer de buskede Volde,

Skoven mangler sit Løv, Marken sit bølgende Ax —

Siig, hvad kalder idag den festlige Skare til Slottet,

Som var Naturen paany vaagnet til Blomstring og Liv?

Stille du smiler og hvidsker i Øret den fremmede Spørger:

Vid, i mit Indre er, Sommer og Vinter, en Flor —

Ei blot, opklækket ved Ovnens Glød, af sydlige Væxter,

O, en langt sjeldnere Flor, fager og prægtig at see!

Men blandt hvad Yndigt og Bly du finder omhvælvet Muren,

Og af hvad Kraftigt og Stærkt Huset med Rette er stolt,

Festen gjelder idag kun Een, men Een fremfor Alle,

Een, i hvis rene Sjæl Blomstringen evig er ung:

Borgens Frue, den ædle, hvis Sind er stille og ydmygt,

Men i hvis skjulteste Vraa ikkun det Gode har Hjem.

Er du en Ynder af Floras rige, afvexlende Grupper,

I hendes qvindlige Sjæl finder du Alt til din Lyst:

Andagtens Evighedsblomst har der sin frodige Jordbund,

Fromheds og Blidhedens Flor taber der aldrig sit Løv,

Troskabslilien groer og vugger i Stilhed sin Krone,

Venskabs rankende Blomst, Ømheds Rose, de blaae

Gavmildhedens undseelige Blomster — Forglemmigeiskarer —

Fylde hver lønlig Krog, Øiet tør nærme sig til.

Dog — alt formeget jeg talte; her hades den leflende Ordstrøm,

Og selv Sandhedens Røst saarer, som Roes og som Bram.

Kom i den gjæstfri Sal, see Kredsens huuslige Lykke,

Og har du glædet dit Syn, hæv da til Himlen din Bøn,

At den vil skjærme og frede hvad den jo selv har opelsket,

Og at den herlige Flor længe maa blomstre som nu!