Emil Aarestrup (1800–56)

Og hvorfor ei, muntre Muse,

Synge lidt om Carnevallet?

Biens Flugt Du før besang jo

Hulde Piger, skiønne Koner,

Priste selve Blomsterduften,

Og hvorfor el disse Sværme,

Honningdrukne, glade Fugle

Der omsuse Romas Krandse?

Ha, den drukne Tummel giver

Frit jeg hen mig til, og synger

Mine egne Melodier;

Om de end i Fædrelandet,

Skjælder mig derfor en Daare,

Dog jeg synger, thi de tænke

Saadan Lyst og saadan Fryd

Kun i Evighedens Lande.

Hvad behøver jeg til Sangen?

Bacchantindens Glød, og Gudens

Kjøligvarme Purpurflamme?

Din guddommelige Skalkhed

Aristophanes, en Smule

Blot af Aanden i din Maske?

Gratier! Eders lette Ynde,

Eders Skjønhed, blaa Violer!

Kan I ei det fatte, vil I

Vredes paa den drukne Sanger,

O I saae fra Samnesertes

Obeliskus ned til Grunden

Ned til Capitolets Trapper,

Saae ei disse guldbroderte

Purpurteppers Farvespil

Vifte fra Galeon og Mure

O tie stille! her i Syden

Flagre hvide Kugler — hvilken

Snee og Hagel? o tie stille!

Ja, det er en Hagelbyge,

Men af Sukker, og den dækker

Sneehvid Jorden; Damehænder

Stormer denne søde Hagl

Den betyder Foraarsdage.

Op og ned nu flyve Blomster;

Er det ei, som strømte unge

Kaade, kjække Elskovsguder

Her en Regn af Roser, hisset

En af Myrther hen i Gaden;

Som om slyngte de, med Latter,

I Triumf, paa Tusinde

Amors farlig søde Pile?

Hvor det Virkelige finde,

Det Sædvanlige? Fortryllet

Er nu Verden; alle vandre

Om forklædt i sine Drømme

Sine ønsker, sine Længsler,

Sine bedste Phantasier,

Som man er, vil ingen være,

Som man ønsker sig, vil Alle

Som en flygtig, let Beboer

Af vor Jord, i Øieblikket

Født til Løjer, vil han nyde

Ret som Sommerfuglen, Livet,

Sluppen ud af Puppens skumle

Vaaning med fuldendte Vinger

O man flagrer, flagrer fri

Mellem blomstrende Guirlander

Hine mægtige Paladser,

Kun til Lyst som for Momentet

Synes bygte; thi der gives

Ingen Nødtørft — ak det Hele

Tjener Sværmeren, der fejrer

Nuets Lykke; Trang og Sorger

Kjendte ikkun Puppen til,

Ej den Fri, ei Sommerfuglen

Paa mit eget Liv jeg tænker

Paa de snelthenrundne Drømme

Paa min Barndom, dengang Jorden,

Mennesket med sine Gaader

Viste sig endnu saa magisk

Farverige for mit Øje,

Da Nærværelsens Minut

Syntes være hele Livet.

Bort med Alvor og med Sorger,

Tanken, tugtig mest og ærbar,

Kalder man idag en Grille;

Ind i Vrimlen, ind i Tumlen,

I den brogetvilde Brænding;

Som man ellers loe af Narren,

Leer med Rette man idag

Af en tør, forstandig Herre!

Armod kjendes ei, ei Rigdom!

Samme Maske har de begge,

Det man synes, troer man være,

Hals og Barm, Ansigt og Hofter

Ord og Miner, alle Fagter

Kjønnet selv man bytter; lokket

Smiler Alderdommen knipsk,

Og den Unge gaaer paa Krykker.

Hvad for Alvor Verden virked,

Hvormed Aand og Hænder sysled,

Ak, som Skin kun, ak for Spøg kun

Føres alting for Dit øje,

Gartneren med sine Blomster,

Og den lærde Mand med Bøger,

Med sin Draabeflaske Lægen,

Og en Bondemand med Frugter

Af de flygtende Gestalter

Lykkes ingen dig at fængsle;

Denne gad du nok forfølge,

Hun dig lokker! men forgjæves!

Væsenløse Drømmeskygger,

Som forsvinde; de tilhøre

Kun sig selv, og du, o du

Er alene her tilbage

Paa mit eget Liv jeg tænker,

Paa hin Tid, da Verden viste

Mig sin Billedrigdom, Sjælen

Fuld af Dybder, Menneskeheden

Med de ædleste Bedrifter,

Da af Livets store Rige

Ak saameget Herligt, Stort

Stolt sig samled i mit Indre

Da mig Mennesket og Alting

Forekom endnu fantastisk

Duftomgivet; alle ligned

End hverandre; da maskeret

De bedrog mig, og jeg efter

Alle greb med kjæk Forhaabning,

Og af Tusinde mig blev

Kun mit eget Selv tilbage.

Hellere mit Blik forfølge,

Albanesiske Gestalter,

Drukkent eder! Ha ved Amor,

De er bedre end Paladsets!

Hvilken Dragt! Oldtidens Qvinder

Er det, eller ogsaa Fablens,

Og kun ved en saadan Barm

Er opstaget store Slægter.

Blomster smile ud af Haarets

Ravnemørke, og den hvide

Slørets Maske sænkes yppig

Paa et Skulderblad, som Marmor,

Af det høitopsvulne Klæde

Træder Nakken ud, en Nakke

Som kun Tordengudens Arm

Synes værdig at omslynge.

Neppe har jeg mig besindet,

De er alt i Vrimlet svundet,

Hvem de er, veed Sangren ikke.

Pryglet halvt og halvt beklapped

Trænger videre han og trænges,

Møder stedse mere Yndigt

Vel paa hundred Masker vred,

Som det Yndigste ham skjule

Hulde, unge Blomsterpiger,

Række Roser mig i Kurve,

Og den brede Arlecchina

Flyver mig forbi med Bjælder!

Hvor den hvide Særk dem klæder

Snoet om Barmen Purpur-Skjærfet

Bliv du fjern! tag Dig jagt!

Farlige er deres Saxe!

Rask! prøv Lykken! Denne Time

Kommer ei igjen! Jaar Masken

Falder, sees maaskee et Øie

Klart og kjælent! Spøgen dækker

Alvor siden; brug Forstanden,

Tidt paa Spasen fulgte Sorgen;

Krandse, som en Brud man snoer,

Hvile tidt paa hendes Gravhøi

Og hvem vil min Sjæl fortænke,

At hiin Tid jeg atter mindes,

Da saa Mange mig omsværmed

Og den Ene, som jeg drømte,

Fremtids-Elskte, uopnaalig

I mit Utaalmod mig syntes,

Jeg som ei betænkte, glade

Krandse, som en Brud man snoer,

Hviler tidt paa deres Grave.

Ha den sørgelige Tanke,

Atter ret et Nordisk Foster —!

Dog velan, med Pulcinella

Leer jeg alt, og Doctorviisdom

Gjerne hører, Svadas Tunge

Hos en Charlatan begeistrer,

Her desuden gaaer Kalkunen

Ogsaa Greven i Parykken

Dog jeg bliver rask omfavnet,

Og med Fjedren kjækt paa Hatten,

Sort af Ansigt, brogetskjørtet,

Arlecchina ved min Side.

Vær velkommen, Ven, velkommen,

Ræk mig Armen! — Ja, hvem er du? —

Hvem jeg er? Ih nu, paa det

Ingen veed det, har jeg Maske.

Dog forraader hende Stemmen,

Fulde Nattergaletoner

Og de sorte Lokkers Bølgning,

Paa den purpurve Baret jeg

Kjender noksom hendes Tærne

Nu er mit, mit Bedste fundet,

Man umættelig i Lyst

Lærer blive her i Syden

Og i Kredsen, sneversluttet,

Hopper her et Par i Pjalter

Deres vilde Saltarello!

Medens hist paa høie Sæder

Siddes ret fortrolig sammen

Og man skjæmter, tagler Spøgen,

Paa den mødende Bekjendt

Falder puddrende Confetti.

Og jeg tænker mig tilbage

Saligste af svundne Dage

Da tilsidst jeg havde fundet,

Den jeg drømte om saa længe

I en Dragt, som Idealet,

Følgende mit Spor, forelsket,

Mig bestemt, som født for mig,

Skjænket som for Evigheden.

See de skrigende Doctorer,

Hvor de præke deres Viisdom,

For den smukke skjælmske Lille

Her den fine Puls at føle;

Vise rædsom slebne Tænger

Dobbelhoder, sjældne Urter;

Hvor en Apotheker højt

Ved sin Morter gaaer og klemter.

Her Processen bliver bilagt,

Hist en anden først forviklet;

Med den unge lille Kone

Kommer en Papa i Slaabrok,

Og hiin Skalk, hin Pulcinella,

Over Skuldren ham alt kikker

Med et Horn, og sætter rask

Ham paa Hovdet Narrehuen

Vandrende Museer lade

Deres Rariteter skue,

Af sin hemmelige Potte

Spiser sine Maccaroni

En Bajaccio, mens Kudsken

Bærer paa sin Hat en Mølle;

Og ved Nakkens Pidsk paa hiin

Flagrer et Dusin Bogfinker

I en pjaltet Tiggerkjole

Med en Krands af Laurbærblade

Vandrer en Poet. Da raabes:

Plads! og med de store Briller

Med Parykkens Taarn af Krøller

Kommer Greven med sin Stjerne,

Og en Pølse tyk og rød

Kikker ud af Sidelommen

Til en Sækkepibes Snøften

Synger her Campagnebonden

Velopfundne Ritorneller

For hin Dame paa Balconen;

Med et Blik, som lystent plirer,

Smægtende i Gang og Væsen —

Hvilken Uskyld! dog — ak nei —

Kun en Dreng, en smuk, maskeret

See kun denne Nar, polidsk han

Springer paa Karetens Trappe,

Holder Speilet for en Miss, og

Hendes gyselige Maske,

Eller see paa Advocaten

Som til hiin den lille Blonde

Anbefaler al sin Hjelp

I en Elskovs søde Trætte

Ja, idag maa Verden narres,

Ja idag, man selv maa narres,

Al den Daarskab Jorden kjender,

Er idag indbudt til Festen —,

Snillet svinger højt med Hurra

Pulcinellens lette Hue,

Viisdom viser Folket selv

Uden Frygt de lodne Øren.

Paa mit eget Liv jeg tænker,

Paa Vildfarelser, fortrudne,

Mangen Daarskab, som jeg aaben

I Triumf ret bar til Skue.

Dog — tistille! denne Dag ei

Tør man dadle Narrefagter,

Med en Pige ved sin Arm

Maa man ingen Scrupler agte.

Vil du muntres, nu saa drik da

Dig et Aftenbæger, fyldt med

Frascatanervinens Sødme,

Og en Pige, sat paa Skjødet,

Krands med Roser hendes Pande.

Uden Viin og uden Elskov

Seer man kun det gale Folk,

Kun ved Nid og Ondt sig fryder.

Dog til Maskeballet leder

Mig den fagre Strik; jeg følger!

Ingen Beatrice fører

Mig, men vel en Bajadere!

Nej, forsmaa, hvem kunde hende!

Tusind Qvinder saae idag jeg

Alt tilslørede, men dog

Ej en eneste Vestale

See i Taktens raske Hvirvler

Som i Vanvid vildt henrevne

Maskepar, hvor broget, hoppe!

Det er Glædens Skridt, saa hurtigt,

Her og der, og op og ned,

Som omslyngt i Skum af Stormen

Under Tryllehusets Tag

Ved Trompeternes Fanfare

Blonde, glædedrukne Piger,

Arlecchiner og Doctorer,

Fiskerkoner og Bajacci

Og den plumpe Pulcinella

Hvide Hyrder, røde Tyrker

Sortindhylte, slanke Damer

Alt i en Mænaderuus

Henrykt af saturnisk Glæde.

Paa mit eget Liv jeg tænker,

Da saa fuld af Sjæl og Kræfter

Mine Ungdoms hede Strømme

Bruste voldsomt i mit Indre,

Da de alle kjækt dumdristigt

I bacchantisk høj Beruusning

Skummende sig styrted ned

I et Elskovs Ocean.

Ikke trættes, ikke mattes,

Selv om kun en Times Slummer

Henad Morgen Dig forundes!

Det er hendes Ord, den Muntre,

Da idag den sidste Festdag

Som fortreffelig Paino

I den sorte Dragt og Hat

Og med Kalvekryds hun kommer

Hvad! idag den allersidste

Skulde man ej reent aflave

Som en Faun, ja som en Satyr,

Med en halvgal Glut paa Armen,

Jublende sin Thyrsus svinge?

Og hvorfor ei? Render hornet

Hestefodet, Sort i Rødt,

Lucifer ej selv i Trængslen?

Som man ved den Eisktes Afskeed,

Endnu i det længste Kys gad

Drikke Fryd og Lyst for evig,

Suge salig Trøst for stedse,

Som, bortvandrende fra Landet

Hvor man fødtes, hvor man elskte,

Man Levvellets Øjeblik

Gjerne vilde end forlænge,

Saa det vilde Rom; det tumler

Mellem Tumlerne; det regner

Sidstegang idag med Blomster

Ned paa et saligt Folk og sukker

Ha Saturns de gyldne Dage

Leves end; er det en Fabel

Da dog saa mange tusind Qvinder

Prædike denne hulde Sandhed?

Forønsket stiger nu en Dæmring

Fra de mægtige Paladser

Ned i alle dybe Gader.

Kun en Time, Amors Yndling,

Men den Sødeste paa Jorden!

Tag en Plads; tænd Lysestumpen

For en Qvinde passer Lys

For en Mand at slukke Lyset.

Og alt flammer fjern og nærved

Fra Balkoner og fra Vindver,

Fra Kareter, og fra Søiler

I utallig mange Hænder

Gjennem Natteduft en livlig

Munter Hær smaabitte Flammer

Og en anden Trylledag

Nu begynder Festen lysne

Hvilket Eventyr, forvovent

Som man tidt om lette Sylpher

Gnomer og om Salamandre,

Har fortalt et Barn om Aftnen!

Hvilken Verden smukke Piger,

Hvilke Skarer kjække Skalke,

Hvor den hulde Farvepragt

Af det Mørke sig udfolder.

Hvor de mange Smaalys vifte

Og elastisk lette Knægte

Snappe hurtig efter Luen;

Hvor de hoppe, hvor de trættes,

Hvor saa tidt en broget Gruppe

Pludselig i Mulm nedsynker,

Og en Skjælm, ved Seiren glad,

Sig i Mængdens Vrimmel taber

Endnu gløder, endnu zittrer

I den farvede Belysning

Al phantastisk-fine Lege

Romas nye Pragt, da slukke

Efterhaanden alle Lys sig,

Hele Tryllelivet svinder,

Og gestaltløs følger Nat

Som paa Livet følger Døden.

Paa mit eget Liv jeg tænker,

Meer end før, da mig saa aarle

Skjæbnen endte al min Ungdoms,

Al min Elskovs, min Forhaabnings

Eventyrlig søde Verden,

Af det Skjønne, af det Elskte

Ak, hvormegen Ild og Lyst,

Sjunken hen i Nattens Alvor.