I disse Knupper seer jeg hendes Skjønhed,
O i Gazellens Øine hendes Blik.
Og hendes Holdning Elephanten stjal;
Kun Blæsten eier hendes skjønne Flugt! ....
Og hun blev dræbt! Hver Yndighed
Af hende spredtes trindt i dette Skovkrat.
O du, min elskede, min Sjæls Malati!
Til eder raaber jeg, I som paa Klipper
Og i de tætte Skoves Mørke boe,
Hør paa min Klage blot et Øieblik!
Siig, om I saae i dette Viltnis
En deilig Pige, og om I vide
Hvor hun har dvælet? Jeg vil beskrive hende,
I hendes Bryst der raser Elskovs Styrke;
Men hendes ydre Form henrykker Alle.
Vii mig! Paafuglen, med sit Glædesspring,
Tilintetgjør min Græmmelse ved Skrig,
Chacoren flyver, vild af Øine, efter
Sin Hun ..... En Abe hist for Spøg
Bestrøer sin Kind med Blomsterstøv,
Hvem vender jeg mig til? hvem hører mig?
Hist, mod Rohinens hule Stamme lænet,
Sig Elephanten støtter paa sin Hun,
Med sine Tænders skarpe Spidse pudser
Han sine Øienkroge. Hende vifter
Han Kjøling med de lange, brede Øren,
Og kaster Grene, duftende, i Munden.
Velsignet er de rige Skoves Herre!
Men hiint nedslagne Dyr begræder
Sin Hun, som fattes den. Den agter ei
Ecchoet af de lange Tordenskrald.
Den samler intet Foder sig ved Søen,
Med hældet Hoved, hvorpaa Bien sidder,
Stiltiende, da Pandesaften fattes,
Omstrøifer den. O nok af denne Kummer!
Den Anden er for Alvor hele Hjordens
Stolteste Herre. Med et venligt Brøl han
Kalder en villig Hun. Og fra hans brede Kind
Udbreder vidtomkring den seige Saft
En Vellugt, kjølig som fra en Cadamba.
Naar vild den styrter sig i Søen, river
Den Lotosløvet, Rod og Stamme, sønder
Og skræmmer væk fra Reden Høg og Trane
Og naar hans vilde Hustru brøler, pidsker
Dens Øren Søens Vand til Skum.
Den vil jeg nærme mig. Du Skovens Hersker,
Dit Ungdomsmod ei sømmer mindre
End Elskovsvarmen for din Hun
Retfærdig Roes; du skyller dig med Vandet,
Som dufter af de mange Søens Blomster,
De søde Levninger af Lotosstengler
Hvormed du nylig madede din Brud,
Saa gyder du, i Skjæmt, paa hendes Bryn
Sølvbølgerne. Siig, hvorfor svinger
Du ikke Lotosblomsten over hende, som
En Solskjærm? —