Hvor skjønt er dog i Sandhed dette Bjerg!
Regnskyer mørkne om dets høie Spidser
Paafuglen, glad derved, i Lunden skriger.
Løvhytter svulme paa de tunge Klipper,
Talrige Reder skimtes i dets Mørke.
Den unge Hunbjørns dumpe Tuden
Igjennemfarer Hulerne; kjøl, skarp og sød
Opfylder alle Planters Vellugt Luften,
Som Elephanten bølger med sin Snabel.
Stands for et Øieblik din Graad!
Betragt dog denne Søe, dens hulde Skjønhed,
Hvor paa sin slanke Stilk en Lotos ryster,
Rifflet af en Svanes stille Svømning,
Der synger om sin Lidenskab
Nyd denne søde Vellugt, som
Bayaerne paa Søen brede ud,
Jasminerne, som sig om Bredden trænge —
Bemærk, hvor venlig disse Bjerge smile,
Med blomstrende Kutaja trindt besat,
Til høit mod Toppene, hvor Skyer
Udbredes mørkt, Paafuglene en Glæde.