Hvad vil du jeg skal bede?
Hvad vil du jeg skal bøde?
Jeg er jo kun en Flue,
Der leder om det Søde.
Syng ei for mig om Himmeriges Sale
Og lad mig være fri for Præstens lange Tale;
En Kjetter er jeg og bekjender mig til Secten
Af rosenduftberuste Nattergale.
Jeg stræbte længe, være Steen
I Cellens Mørke, mellem Munke;
Hvad hjalp det, da af Stenen selv
Sprang Elskovs pludselige Funke?
Hvilken Glads i Himlens Stjerner!
Opad kun kan Aanden glædes!
Dagens Færd og Sorg hernede,
Jordens Liv maa tungt begrædes!
Bred, o Sjæl, din Himmelvinge!
Flyv til Edens lyse Bolig! —
Vee mig! Vee mig! Indespærret
Kan mig Flugten ei tilstedes! —
Heller ikke vil jeg klage,
Heller ikke vil jeg flyve,
Om mig alle Stjerner vinked,
Som paa Firmamentet bredes.
Skjønhed, Elskov, Alt det Bedste
Blomstrer, lever kun hernede,
Og det er kun Tomheds Glimmer
Som histoppe gyldent spredes.
Gjenskin kun af Jordens Lykke
Speiler sig i Himmelrummet,
Derfor gløder det saa prægtigt,
Og vort Blik af Længsel vædes.
For den Salighed, som hisset
Ud i Tomhedsdybden vinker
Skal paa Jorden ei det mindste,
Mindste Rosenblad nedtrædes
Igaar jeg havde Skrupler,
Gik til min gamle — Stop!
Ei Vert, men ægte Sjælehyrde —
Og gav ham mine Griller op.
Han fører strax til Stalden
Hvert Faar, som fra den rette Vei
Og Kippens lune Stue
Har sig forvildet af hans Trop
Han viste mig paa Bunden
Af Glasset, af det magiske,
Det Klare uforfalsket,
Sandhedens rene Top.
Jeg saae, den fulde Viisdom
Er kun i Nattergalens Slag
Og i den sagte Kurren
Af Duen, den forliebte Krop
Jeg saae, det fulde Dybsind
Kun findes i det Brum,
Som Oldenborren surrer,
Der sværmer om en Lilieknop.
Dybt i Nattens Mørke
Være Stævnemøde,
Være Elskovs Havn!
Paa et Sted, et øde,
Just i Midnatsstunden
Ræk mig Purpurmunden,
Tag mig Favn i Favn!
Jeg, som uden dig
Her i Solens Straaler
Som et Gjenfærd maaler
Bleg min Dødningvei;
Hist i Mørkets Timer,
Hvor det Midnat kimer,
Vender jeg tilbage
Som i Livets Dage,
Og som Ungersvend
Gaaer af Graven ud
Paa dit Englebud.
Dig ligne ved en Rosenknop,
Faldt aldrig nogen Digter ind,
Thi aldrig havde nogen Knup
En Mund, saa nydelig som din.
Ak, kun eengang lad din Læbe
— Var mit Ord til den Hjertelskte —
Nectarsød ved min sig klæbe!
Ellers maa jeg selv mig dræbe —
Gjerne gjorde jeg det, gjerne,
Svared hun, naar ei jeg frygted
At dit altfor hede Kys
Brændte sort min fine Læbe
Hvo kan Verdens Malurt nyde,
Uden at han selv sig nøder?
Men jeg kjender et Par Læber,
Som den hele Verden søder.
Ak, hvor har den sure Viisdom,
Alderdom og Dyd tillige
Ødelagt mig mine Kræfter! —
Kom og sug, den Elskte talte,
Ungdomsdaarskab, Synd og Sødme
Blidt af Læbens Rosenrødme,
Blidt af Barmens Liliebæger,
Og lev op med nye Kræfter!
Rosendeilig er min Glut,
Selv for Englene et Speil,
Men hvad der er allerbedst,
Blind for mine mange Feil.
Hun slægter Cedertræet paa, saa rank.
Gjør mig min Kistes Fjæl af Cederholt!
Saalunde skriinlagt, o hvor sød min Ro,
Min Hvile o hvor fri og stolt!
Ei Skole hun mon gjæste;
Hun lod sin Haand ei fæste
Til Pennen for at kradse
Papiret; ingen Præste
Med Sprog og Viisdom fyldte
Min unge Brud og Fæste;
Dog kan hun skolemestre
Høiskolens Allerbedste.
Vil du paa eengang vise
Et evigt Liv os Trætte,
Befal blot Aftenvinden
Dit lange Slør at lette!
Skulde pludselig jeg gaae itu,
Lune, Livslyst flygte i et Nu —
Skulde gjennem Aare, Marv og Been
Drage Tyngde, Qval og bange Gru —
Bort, o bort med bitter Medicin,
Hade gjør jeg disse Midler — hu!
Bring mig ret et kjøligt Bæger Viin,
Fløite, Luth og Sang, det er min Hu!
Har nu ogsaa det for ringe Magt,
Bring mig et Par røde Læber, du!
Og er denne Møie ogsaa spildt —
Saa farvel! saa siig: begrav ham nu!
Afhold dig blot fra Nygternhed,
Saa vil du have Løn og Tak;
Thi at en Ruus til Salighed
Gjør ingen Ting, det er kun Snak.
Sandfærdig Aabenbarings Lys
Du kun af Rusens Perler drak;
Thi at den Uberuste ei
I Mørke gaaer, det er kun Snak
Tag dig Exempel af en Præst,
Der bander løs paa Verdens Pak!
At ikke han med Hud og Haar
Er Fandens alt, det er kun Snak.
I Skjønheds Alkoran kun læs,
Saalænge du kan læse — ak!
Thi at en anden hellig Bog
Er reent Gudsord, det er kun Snak.
Gjør kun dit Jeg ei til din Gud;
Men hvad dig elskende tiltrak!
At Elskov er Afguderi
Og Kjætterdom, det er kun Snak.
Med Rette knæler Hafis ned
Og yder sin Tilbedte Tak.
At Kærlighedens Gud ei veed
Af Kjærlighed, det er kun Snak.
Glas paa Glasse vil jeg lændse,
Kysse vil jeg Kys paa Kys,
Elske vil jeg uden Grændse,
Synge vil jeg uden — Hys!
Spørg ei: „hvilken Nytte har
Dette Drikkeri?”
For Forstanden, drikker du,
Er du ganske fri.
En Velerfarens Raad er dette:
Istedetfor din Sjæl at trætte
Med dybe Granskninger og svære Domme,
Drik du, Velsignelsen vil komme!
Bring de Vises Steen mig hurtig,
Bring mig Dschemschids Tryllebæger,
Bring mig Alexanders Speil,
Bring mig Salomonis Segl,
Bring mig med et Ord at sige,
Bring, o Mundskjænk, bring mig Viin! —
Viin, at jeg maa Kutten vadske,
Vadske reen for Hovmods Pletter
Og for Hadets sorte Striber,
Viin, at jeg med styrket Arm
Sønderriver Dumhedsvævet,
Som et Gjøgleri af Præster
Bredte over Liv og Verden,
Viin, at Verden jeg erobrer,
Viin, at jeg kan Himlen storme,
Viin, at jeg, et Spring alene,
Sætter over begge Verdner —
Bring, o Mundskjænk, bring mig Viin!