Tambouren staaer af Graven,
Naar Midnatstimen kommer,
Og slaaer sin dybe Hvirvel,
Gaaer op og ned og trommer.
De kjødløse Dødningarme
Med Trommestokkene klirre;
Tappenstreg og Reveille
Slaaer han, saa Ruderne dirre.
Den Tromme klinger sælsomt,
Den dundrer ham om Skuldren,
Saa de gamle, døde Soldater
Vaagne ved dens Buldren;
De, som det høie Norden
Dybt under Isen strækker;
De, som Italiens Muldjord
For lummerhedt bedækker;
Og de, som Nildyndet skjuler
Og Sand paa Arabersletten,
De stige af deres Grave
Og lede om Bajonetten.
Og ved den tolvte Time
Trompeteren sig hæver
Og stiger til Hest og blæser,
Saa hele Byen bæver.
Da komme paa luftige Heste
De døde Rytterskarer,
De gamle Eskadroner,
De blodige Husarer.
Hjelmen sig om det hvide
Dødningehovede svinger,
Og Knokkelhænderne holde
De lange Sabelklinger.
Og ved den tolvte Time
Sees ud af Graven stride
Feltherren selv og langsomt,
Fulgt af sin Stab, henride.
Hans Dragt er uden Glimmer,
Hans Hat — den er saa liden —
Og kun en spinkel Kaarde
Hænger ham ved Siden.
Maanen sin gule Lysning
Henover Pladsen strækker,
Og Manden med Hatten den lille,
Mønstrer de lange Rækker.
Der presenteres, skuldres,
Og Hæren defilerer;
Colonnerne forbi ham
Med klingende Spil marscherer.
Og Kredsen om ham slutter
Marschaller og Generaler;
Og til den Nærmeste af dem
Et Ord han sagte taler.
Det Ord gaaer rundt, gjenlyder
Langs med den blanke Seine:
„Frankrig,” hedder Ordet,
Feltraabet: „St. Helene”. —
Det er den store Parade
Paa Champ-Elysées, Revüen,
Den døde Keiser holder
Ved Midnatstid i Byen.
v. Zedlitz.