Greven. (kommer)
Ud i den friske Luft! Ud i den frie Natur!
Lad staae i døsig Fred det fængselsmørke Buur!
Den milde Søvn har bort sig fra mit Leie svunget,
Og Drømmens Harpestreng, den gjøglende, er sprunget.
O Elzinice, o, en giftig Orm har røvet
Dit Blomster Sundheds-Sødmen, og min Sjæl bedrøvet!
Hvad skal jeg paa den mørke, sorgindhylte Klode,
Hvor mine Barndoms-Genier mit Bryst forlode?
Hvor Tungsinds klamme Haand har lagt sig om mit Hjerte,
Og Haabets visne Liig haansmiler til min Smerte?
Lad Lykkelige kun sig Glædens Guldax binde,
Den hele store Skat vil dog tilsidst forsvinde.
Jægeren. (afsides)
Ei, see Hr. Greven! Naa hvad skriver man
Idag? At Fugl og Fisk og Morgensolen
Gi’er Greven Audiens og han ei dem,
Det tegnes bør med Rødt i Almanakken.
(blæser paa Hornet.)
Skovklang.
Fru Ecko sidder i Kløft, i Fjeld,
Der drikker hun af det kolde Væld;
Narcissus er død,
Er død!
Fru Ecko, her kommer en ung Cumpan,
En Bjergets Søn er ogsaa han;
Det gamle Metal
Har født ham til Verden i Klippehal;
Han farer i Dyb, han farer i Top,
Med gyldent Harnisk omkring sin Krop,
Hvor Skoven er grøn og Himlen er hvalt,
Overalt.
Fru Ecko, suk, suk, suk ei meer,
De muntre Fugle i Skoven leer,
Hihihi!
Og Bjørnen til sine Labber seer,
Brummerum!
Hør Klangen banker alt paa din Dør:
Luk op!
En Beiler, en Beiler! Fru Ecko, hør!
Suk ei meer! Suk ei meer!
. . . . . . .