Skjøndt jeg er ung og stærk, har Mod og Lykke,
Skjøndt hver en Sands — at Væsen vederkvæger,
Sig vel bevidst, og ingen daarlig Skygge —
Vellystig tømmer Øieblikkets Bæger,
Og skjøndt i Kunsten selv jeg kan udtrykke,
Naar indad forskende jeg stirrer,
Hvad udenfor det snevre Blik forvirrer:
En Time gives der — den gav Gud Alle —
Den venter jeg med salig Længsel paa;
Da hver en Sands mig troløs vil frafalde,
Og Alt, hvad syntes stort, ei var, forgaae;
Da jeg paa Gud med Sjælens Røst maa kalde,
Og da min Kraft, min Tro, skal Prøven staae;
Dødstimen! — Hjelp mig, Herre, naar den kommer,
Og vær, for Jesu Skyld, en naadig Dommer!