O hvor det lyser roligt, klart I mit drømmende Indre!
Thora, ak, er det dig? Er det din salige Aand?
Mørkdybsindig, mens svagt brændte den eensomme Lampe,
Trykte jeg op til mit Bryst, Thora, dit Hoved og græd.
Og du slap mig ei, naar vildt omspændte mig Qvaler,
Bød min brændende Tørst Læbens uskyldige Frugt,
Havde Brystet saa kjært med dets Valdhornklang og dets Midnat —
O, efter Hjertets Storm, græder end med mig, din Aand!
Mesteren gjør det vel ei; men ak, den digtende Yngling
Speiler forfængelig glad Hjertet i Sangens Pokal.