I Husets dunkle Halle,
Maanskin fra Ruden kom,
Sad Lucca Signorelli,
Han var en Maler from.
Med Haanden, stumalvorlig,
Sat under Hagen graa,
I Sjælens Dyb han stirred,
Der Billeder han saae.
Hans Liv var fuldt af Styrke,
Det slog i Kunsten Rod,
Trak deraf al sin Næring
Og blomstrede med Mod.
Han blev en dygtig Mester;
Alene tro sin Kunst,
Alt andet, hvad han øved,
Det tyktes ham omsonst.
Da lød et Slag paa Døren,
Hans Navn man raabte paa.
Men Maleren ei hørte,
Han høie Syner saae.
Dog stærkere blev Larmen:
„Holla! luk op, luk op!
Din Søn er myrdet, blodig
Vi bringe her hans Krop.
Marchesa Gjulietta
Han gav en Natmusik;
Da traf den bittre Fjende
Ham med et Dolkestik.”
Saa raabte de derude
Paa Dørens Marmortrin;
Med Fakler og med Liget
De traadte langsomt ind.
Henover stærken Pande,
Henover busket Bryn
Den Gamle foer med Haanden;
Det slog ham som et Lyn!
Steentaus han stod saalænge
Og hen paa Liget saae.
I Døden skjøn som Christus
Den fromme Yngling laae.
Men selve Fadersmerten
Sin Trøst i Kunsten fandt;
Fra Øiets dunkle Laage
Begeistrings-Taaren randt.
Han bød dem venlig klæde
Det elskte Legem af,
Gik hen, og Faklen stilte
Hvor bedst den Lysning gav.
Det var den ædle Maler,
Tog Kridtet fast i Haand,
Saa tegned han den Døde,
Og Døden gav han Aand.
Af dyb og mandig Kummer,
Men fromt, blev Penslen ført;
Enhver, som saae det Billed,
Blev indtil Taarer rørt.