Men straf ei grumt den stille Alf i Skoven,
Fordi den skjult, halv ængstlig, halv forvoven,
Nedkasted Dig sin dunkle Blomst i Skjødet —
Ak, alt for haardt den for sin Daad da bødet!
Fro sidder den i Træets Top foroven,
Og kysser Himlen, speiler sig i Voven;
Et Blik fra Dig, som fyldt med Vrede gløded,
Dybtsaarende dens ømme Fryd borthøded.
Beklag det arme, haabbedragne Hjerte,
Hvis ei det har din Agt, Dit Venskab vundet,
Da for Dit Blik mig Nattens Skygger dølge.
Men Helgenskin omkrandse vil min Smerte,
Til Pilgrimsaanden har sin Himmel fundet
Og Dig forklaret evig tør ombølge —