Kjendetegnet paa Utroskab
(Ideen efter Gerstenberg)
(Ideen efter Gerstenberg)
Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
Paa Sommerfuglevinger, Amor svæver
Med andre Smaa i lystig Kappedyst
Mens Aftendug paa Purpurvingen bæver.
Han har I Flugten Hyacinthen kyst,
Nu Hurtighedens Priis den Snelle kræver;
Men ak, han er saa træt, hans Styrke viger,
Den Stakkel falder i en Bæk og skriger.
Jeg Yngling staaer derhos og seer hans Vaande,
Flux løber jeg, ham blidt at hjelpe op.
Han er saa vaad, han kan ei drage Aande,
Jeg varmer ved mit Bryst hans lille Krop,
Og er ham med at tørre Vingerne tilhaande;
Da blev han glad igjen, og med et Hop
Han sprang fra Haanden mig og spurgte venlig:
Hvori kan jeg, min Ven, dig være tjenlig!
Gjør at mig Lila stedse elske maa,
Du lille rosenrøde Hjertetvinger!
Gjør hendes Øine troe som de er blaae,
Lad hende glemme Flygtighedens Vinger!
Det er saa tungt for mig tilbagestaae,
Naar til en Anden hun sit Hjerte bringer.
Ak, raabte han, din Bøn gjør mig tilskamme;
Kan Amor dæmpe Kjærlighedens Flamme?
Med gyldne Plil at skyde Saar paa Saar
Til Kuld og Frost og Staal sig skiller ad,
Og Hjerterne i lysen Lue staaer
Som fordumstid den stolte Trojæ Stad,
Det, kjære Yngling, sagtens jeg formaaer;
Men det, min Ven, hvorom du nylig bad —
Ja saa! — jeg sukked, saae mod Jorden ned,
At ikke Guden skulde see jeg græd.
Men Amor svang sig op og fløi derfra.
Han kunde sagtens mine Sukke høre
Og see hvor modløs jeg var bleven, da
Han intet til min Bistand kunde gjøre.
Men strax derefter suste det, og fra
Det høie Himmelblaa fornam mit Øre
En Pusten og en Stønnen og en Latter,
Det falder, nogle skreg: Andre: det dratter!
Da stødte jeg mig Hatten bort fra Øiet,
Og saae iveiret: Eia! hvad var det!
Der vare Elskovsguderne nedfløiet,
Alt fra Olymp, og bragte med sig: gjæt!
En Byldt, i Purpur svøbt, o hvor fornøied
Smaafolket sig, skjøndt Byrden ei var let,
De kivedes, de klamredes, de sloges,
Og lystelig paa alle Kanter droges.
En holdt i den, en i enanden Flip,
Ti slæbte gyselig i største Knuden.
Det var Cytheres Gjord; paa høien Klipp’
Den snilde Amor raned den fra Puden,
Den stakkels Svend han skal dog ei gaae Glip
Af al Bistand og Hjelp! saa tænkte Guden,
Og kjælne Amoriner, Amoretter
Den skjønne Byrde for min Fod alt sætter.
Jeg takker med et Smiil, jeg takker med et Buk
De gode Børn for deres Sved og Møie;
Men Amor løber til, og siger: luk,
Min Ven, luk Knuden op! Lad Gjorden bøie
Sig om din Kjæreste, og smuk, saa smuk
Hun bliver som end aldrig noget Øie
Paa Jorden saae, langt meer end du formoder,
Som Guderne og min hjertelskte Moder.
Ak, kan det skjønne Belte andet ei,
Saa, kjære Amor, nytter det mig ikke.
Min Lila er saa smuk som Jordens Mai,
Og Himlens Stjerner boer i hendes Blikke.
Sat du end Skjønheds-Kilden paa vor Vei,
Ei Lila vilde bukke sig og drikke. —
Saa talte jeg, men løsnede dog Knuden,
Halvbange for at vredes vilde Guden.
Da saae jeg noget, som i Byldten hviilte,
Med skarpe Straaler og et hæsligt Skjær.
Fy, hvad er det? jeg raabte. — Amor smiilte
Og hvidsked tyst: det Smilebaandet er,
Min Moder brugte, da med Mars hun iilte
At narre lidt min Fader Mulciber.
Det vil jeg tage, raabte jeg, og vise,
At Lila kan den kjære Troskab prise!