Her rasler Skoven og her suser Sivet —
Her er den bedste Plads paa hele Øen!
Sø slynger sig om Skov, og Skov om Søen,
Som Faunen holder Nymphen fast om Livet.
Skjøndt Morgenvinden kun dig Barmen kjølte,
Du er saa kold, som stegen nys af Badet;
Og som et flygtigt Tryk af Rosenbladet
Var hvad jeg af din unge Læbe følte.
Ei paaklædt er du, hvad man just det kalder,
— Skjøndt afklædt, en Gudinde, heller ikke —
I Græsset Dine Handsker ikkun ligge,
Kun Schavlet synker, Haarets Knude falder.
At hvile ud paa dette Sted, var Planen!
Hvor tyst! I Bøgestammen hugger Spetten!
Vandfuglen pladsker! — Alting ligner Pletten,
Hvor Leda, i sin Uskyld, klapped Svanen.