Her rasler Skoven, og her suser Sivet,
Her er den bedste Plads paa hele Øen;
Sø slynger sig om Skov, og Skov om Søen,
Som Faunen holder Nymphen fast om Livet.
Skjøndt Morgenvinden kun dig Barmen kjølte,
Du er saa kold, som stegen nys af Badet;
Og som et flygtigt Tryk af Rosenbladet
Var hvad jeg af din unge Læbe følte.
Ei paaklædt er du, hvad man just det kalder,
Skjøndt afklædt, en Gudinde, heller ikke;
I Græsset dine Handsker ikkun ligge,
Kun Schavlet synker, Haarets Knude falder.
Din Arm sig runder blændende i Solen,
Imens i min din Haand sig ængstelig vrider;
Dit Shawl er kastet, Silkekysen glider,
Og i sin Frihed flagrer Morgenkjolen.
At hvile ud paa dette Sted, var Planen.
Hvor tyst! I Bøgestammen hugger Spetten,
Vandfuglen pladsker. Alting ligner Pletten,
Hvor Leda i sin Uskyld klapped Svanen.
Februar 1848.