Hormusan, den ædle Perser,
Føres lænkelbunden ud,
For at lide Døden efter
Seierherrens strenge Bud.
Uforfærdet om i Kredsen
Seer sig rundt den kjække Mand;
Men begjærlig Blikket dvæler
Paa en Krukke fuldt med Band.
„Allah! af den friske Kilde
At jeg kunde slukke først
I en kjølig Drik af Bægret
Sidstegang min hede Tørst!”
Og sin Slave Seierherren
Vinker med høimodig Hu:
„„Sidste Lædskning i et Bæger
Denne Fange række du?””
Ned i Kruset, som han holder,
Hormusan betænksom seer;
Ikke blot en flygtig Lædskning,
Livets fulde Haab han seer.
Dog, som angst for Sværdets Hug, han
Seer sig om og spørger kuns:
„Omar! er jeg tryg, indtil jeg
Denne Skaal har tømt tilbunds?”
„„Tøm den, du er tryg saalænge!
Jeg dig giver Ro og Rast;
Af en tørstig Læbe, veed jeg,
Tømmes Bageret i Hast.””
Men fra Munden, som alt følte
Duften af det friske Vand,
Hormusan med Kjækhed flytter
Skaalens lædskefulde Rand.
Kaster, som om var han bange
At han holdt sin egen Død,
Drikkekarret imod Jorden,
Saa med Klang det sønderbrød.
Omar seer forundret paa ham:
„„Slukte sig saa brat din Tørst?””
„Nei, men det langt større Haab nu
Drager jeg af Bægret først.
Har du Sikkerhed mig lovet,
Til jeg tømte dette — see!
At jeg tømmer dette Bæger,
I mit Liv vil aldrig skee.”
Omar saae betænksom paa ham,
Paa det knuste Kar. „„Jeg skrev,
Uden at jeg selv det vidste,
Altsaa dig et Leidebrev.
Men det havde mange Vidner,
Og det er en hellig Sag;
Allahs Segl er sat derunder,
Hvem dit Liv er til Behag.
Tørstige! som Gjæst jeg rækker
Dig det andet Bæger; trygt
Kan du tømme det til Bunden,
Glad ved Livet, uden Frygt.””
F. Rückert.