En Fattig boede i en trang og ussel Vraa,
Han tænkte mangen Nat, strakt paa det nøgne Straa:
„Mit Slid og Slæb er spildt, vil aldrig rigtig due,
Thi Armod boer usynlig hos mig i min Stue.
Jeg gad nok see den Trold, jeg skulde Tiden nytte,
Jeg vilde bede hende om, saasnart som mulig flytte.”
Da saaes en Glands, som naar de fjerne Kornmod lyne,
Og i beskeden Pynt en Kvinde blev tilsyne.
En flink Ungmø hun førte ved sin høire Haand,
Og et huldsaligt Barn greb hendes Klædebon.
Hun talte til den Studsende: „„Nu stands din Klage!
Jeg er Armoden, som du vil paa Døren jage.
Den flinke Pige her er Arbeidet, min Terne,
Tilfredsheden det Barn, der følger mig saa gjerne.
Hvad jeg behøver, skaffer Pigen mig med Lyst,
Og dette Barn er mine gamle Dages Trøst.
Farvel! vi vil ei længer fylde dig din Hytte;
Stort bliver dig dit Huus, det snevre, naar vi flytte.””
„Holdt,” raabte Manden, „holdt! Min Gjæst, du maa ei vige!
Jeg havde ikke tænkt, at du blev fulgt af Slige.
Jeg skjænker gjerne Armoden sin Plads herinde,
Naar jeg Tilfredsheden ved Arbejdet kan finde.
Jeg tænker selv engang at blive rigtig skudt
Og gift med En, der føder mig en saadan Glut.”
F. Rückert.