Den gamle Konge hviler i sit Telt paa Sletten,
Men faaer kun liden Ro, han vaager over Retten.
Thi ringe gavner det, at Konger Love give,
Naar de ei vaage over, at de fulgte blive.
Hvor sjelden trænger ind til Kongers Løndomskammer
De Undertryktes Raab og de Forfulgtes Jammer!
Men han har gjort ved Hovedgærdet af sin Seng
En Klokke indadtil og udadtil en Streng
Og har bekjendtgjort: hvo som Tryk og Vold erfoer,
Han skal kun nærme sig og trække denne Snor.
Og hvergang nu for Kongens Øre Klokken lyder,
Saa vaagner han og veed, hvad denne Klang betyder.
Saa hjelper han til Ret, forvandler Ondt til Gode
Og skader Lykke i det Land, ham Gud betroede.
Og mangen Mislighed har han saaledes jevnet,
Og i en føie Tid har Klokken Ro ham levnet.
Da, som til Hvile just han laae med stort Behag,
Fornam han Klokkens Røst og Strengens stærke Drag.
„Hvo er det Menneske, som saa umenneskelig ringer?”
„„Det var et Æsel, Herre!”” Budet Svar ham bringer.
Et stakkels Æsel, allevegne ømt og saaret,
Forgnavet og hudløst paa Boven og paa Laaret.
Hans Tilstand raabte høit, han kunde Ord undvære:
At ham var paalagt meer, end Ryggen kunde bære.
God Røgt og Pleie bød ham Kongen flux at give
Og lod som Lov for Landet den Anordning skrive:
At Ingen maatte meer med Hunsdyr saadan handle,
At Kongens Ro til Uro skulde sig forvandle;
Da han ei kunde Hvilens rette Sødme smage,
Naar, om ei Mennesker, saa Dyrene dog klage.
F. Rückert.