En fremmed Cavaleer
Steg af sin sorte Hest
Og treen i Kongens Sal;
Der var saa stor en Fest.
Den Herre paa sin Haand
En rød Karfunkel bar,
Hvis Mage Ingen saae,
Stærktstraalende og klar.
I Kongens Krone sad
Karfunklerne tilpas;
Men imod denne var
De som det matte Glas.
Og Kongen bød ham Guld
Og Land og Folk dertil;
Men fra sin Ædelsteen
Han dog ei skilles vil.
Da til sin Høvedsmand
Den Konge raaber vred:
„Bring mig den Herres Haand
Med samt Rubinen rød!”
Den Hovedsmand drog Sværd,
Til Mandens Haand han slaaer —
I Cavalerens Sted
Den lede Satan staaer.
Ild strømmer fra hans Ring,
Og Stenen voxer rød,
Indtil den slutter Slot
Og Drot ind i sin Glød.
Justinus Kerner.