Grev Turneck kom, af Striden mat,
Til et Gudshuus den sildige Nat.
Huset laae i den dybe Skov,
Og i dets Kjelder en Konge sov.
Her Greven vil raste paa sin Vei;
At en Piil ham traf, det veed han ei.
Han klapper sin Hest paa hviden Lænd:
„Gnav dette Mos, til jeg kommer igjen!”
Op Døren farer med sagte Klang,
Saa tier det i den kvælvede Gang.
Den Greve famler langs Muren graa,
En gammel Kiste støder han paa.
„Her vil jeg lægge mig til Ro —
Ormstukne Træ, vær mig huld og tro!”
Han lægger sig, som sig bør og hør,
Saa lang han er paa den Dødningbør.
Solen kom over Bjergene rød,
Men Greven ikke, Greven var død.
Aarhundreder svandt siden den Tid,
Endnu venter den Ganger hvid.
Endnu ved Huset staaer der en Lind,
Der græsser Hesten i Maaneskin.
Justinus Kerner.