Kjære Ven! Jeg har faaet en Maneer, — som du seer, — der behager mig, om ikke Andre, meer og meer, — hvorved jeg i en Fart, — meget snart, — og med al Ulejlighed spart, — kan gjøre mit Inderste klart, — sige, hvad jeg vil, rimet og rart, — paa en konstig Art, — og uden Beskyldelse — for Mangel paa givne Løfters Opfyldelse; — ja, jeg kan hive, — drive — alle mulige Sager ind i Brevets fiirkantede Skive, — om de var nok saa stive. — Saaledes for Exempel — rækker jeg dig nu, under eget Stempel, — mit poetiske Tempel, — ikke af Kort, — der falder omkuld og veires bort, — men af Blade — saa hvide og fine, som om de gjemte Chocolade, — og beder dig indstændigst, — ubændigst, — hvormeget end Interessen — byder dig, at det, der kommer fra Pressen, — snarest muligt kritiseres, — maltraiteres, — spoleres — og som Makulatur til Kræmmerhuse approberes, — at du, siger jeg, dog, — af Venskab for mig arme Skrog — og min Bog, — gjør Alt, hvad du anseer for Mulighed, — for at prise i Digtekonsten min Duelighed, — min Muses Jomfrulighed; — at du løfter til Skyerne — og udbasuner i Byerne — min Pens elastiske, — plastiske, — bombastiske — Sprætninger og Sprutninger, — min Hjernes gode Beslutninger — til Trods for Forstandens Forputninger; — min Ærefrygt for det Loyale, — Colossale, — Ideale, — Universale; — og at du skjuler mit Hang til det Gale, — Fatale, — Liberale, — Triviale, — uden Hoved og Hale, — der lyser ud af min Tale. — Jeg beder dig, ikke genere — dig for at recommandere — til Alle og Enhver, — men især — ved L’hombrebordet i Klubberne, — paa Børsen til ærlige Folk og Beskubberne, — i Damecirkler til Egestubberne — saavelsom til Rosenknopperne — mig, din intimeste Ven iblandt Aarestrupperne.
Lad Ingen læse, — stikke sin Næse — i dette Mudder og Sludder; — især ikke den, med mine Sager i længere Tid asende, — stakkels Winther, saa bliver han rasende. — Men hils din Broder, — Nr. 2 blandt gode Ho’eder, — hvem jeg snart skriver til, som jeg formoder; — og hende, — som du har gjort til tvende, — maaskee til trende, — o, jeg er reent overende! — din søde, — bløde, — kjærlige,- herlige — Ægtehustru og Frue, der smykker din Sal og din Stue — bedre end Rafaels ypperste Billede, — om du det stillede — hen, — min Ven! — farveblindende, — hjertetændende, — Uskyld og Fromhed sendende, — paa Skjødet en Engel, — i Haanden en Liliestængel.
Og nu, farvel! Han, som kaster — Sneen om vaklende Taarne og vildfarne Master, — klumper Havet til Iis — og lader Stjernerne synge sin Priis, — han vogte dig Huset for Fare! — Han dit Hjerte og Alt, hvad dertil hører, bevare — i det nye Aar som i det gamle! — Han eengang os Alle, som glade Børn, om sin Skammel forsamle!