Digternes Prydelse, — de danske Hjerters Næring og bedste Nydelse, — Christian Winther, min Ven! — Fred og Hilsen igjen! — Læs disse Linier uden Fortrydelse!
Ingen kan vide — paa disse Tide — hvad jeg maa lide, — hvad jeg maa døie — med Øre og Øie, — baade af Lave og Høie, — baade af det Fine og Drøie, — baade i Pels og Nattrøie, — baade udvendig og indvendig, — allevegne, — af Andre og Egne, — fordi jeg gav efter — for din Tunges veltalende Kræfter, — for dit Blik, som tryller og hefter, — og lod mig friste — til det, som jeg vidste — vilde komme mig dyrt at staae paa det Sidste! — — Ved Ham, der skabte Elephantens Snabel, — de Troendes Sabel — og Persiens skjønneste Fabel, — men ogsaa det ufuldendte Babel, — Sneglen uden Huus, — den uanseelige Muus — og min sletteste Parabel! — som dine Digte ere berømmelige, — deres Kilder utømmelige, — deres Vers rene og sømmelige, — deres Tanker friske og fyldige, — men derfor søde, uskyldige; — ere mine, det føler jeg, istedenfor runde, klumpede, — istedenfor glatte, skrumpede, — istedenfor korte, stumpede, — istedenfor velordnede, sammenslumpede, — istedenfor langhalede, kortrumpede, — istedenfor taalelige, utaalelige, — og derfor mine Qvaler umaalelige! — Jeg mærker ogsaa daglig noget, — man rykker ud med Sproget, — løfter lidt paa Laaget — og gjør mig Sagen meer og mere broget, — meer og mere kroget. — Een siger, tilsyneladende rolig, — fortrolig, — Skulderen klappende — og Knappen snappende, — skjøndt i sit Indre — ikke desmindre — Haanlatterens Hule og Spottens Bolig: — „Naa, som jeg hører, ere dine Digte i Trykken, — naar kan Publikum vente Lykken?” — Det løber mig iiskoldt ned ad Ryggen. — En Anden raaber: „Hvad? mon Fanden dig plager? — du har dog ei sendt dine Sager, — din mislykkede Deig, til en Bager — i Forventning af Kager?” — Du begriber, hvordan slig Tale mig smager! — En Tredie spotter: — „Havde jeg tænkt, du havde saadanne Rotter, — saadan en Musefamilie — i din gamle gule Chenille, — saa skulde jeg ladet dig blive hjemme, — om ogsaa tusinde Børn sad i Klemme, — om ogsaa tusinde Led var af Lave; — du havde nok med dine egne at fremme, — med dine egne at bringe i Lave!” — Den Spot er ikke nem at glemme. — — Lad mig derfor, min Ven! høre din trøstende Stemme! — Sæt Fløiten for din Mund — og blæs, om ogsaa kun — for en stakket Stund, — mine Sorger i Blund! — Mit Indre skriger, — som efter Blod en Tiger, — som en Ungkarl efter Koner og Piger, — efter et Ord fra dig, sødmet af Smiger! — Ved Ham, der fylder Vandbærrerens Kande — hver Nat i de hede, regnløse Lande — og kaster til Nordpolen — over Iis og Snee en Purpurstraale af Solen! — et Ord fra dig er Erstatning — for denne Skrækkens og Tvivlens Forfatning; — et Ord fra dig vil mig læge, — vederqvæge — og pege — paa Muligheden — af Haab for Udueligheden; — vil, — naar du skriver mig til, — udslette mig Rynken af Panden, — fylde mig Trøstens Bæger til Randen, — dreie Forstanden, — gjøre mig reent til en Anden, — hjelpe som Fanden, — kort sagt: opfylde min Tomhed og Plathed, — min Huulhed og Mathed — med Sødhed og Blødhed, — med Hvidhed og Blidhed, — ganske — som en Liliehaand opfylder en Handske, — Troen Fornuften, — Rosenduften Luften, — en guldlokket Nakke Hatten — og Maanestraalerne Natten!
P.S. Min Kone, den Stakkel, — min Eensomheds Fakkel, — min Sjæls Tabernakel, — og dog mit daglige Kors og Spectakel, — hvem en Hex Bestemmelsen satte, — i hele sit Liv, som hun troer, at gie Patte — og sig kun med Børn og Gryder befatte, — beder dig hilset, som i det Fjerne — man hilser en Stjerne, — eller som, ommørket af Dalen, — man sender en Hilsen til Nattergalen.
Hils ogsaa Brødrene, aandige, ranke, — fulde af Vittighed, Skjønhed og Tanke, — Christian og Carl, naar dem omfavner din Hytte, — og eder alle Allah beskytte!
Nysted, i Sommeren 1937.