Blomst af Forglemmigeien!
Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøften, —
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
Blomst af Petersilien!
Lagt om en Østers og fyldt i en Kylling
Du passer meer end Rosen selv og Lilien.
Blomst af Salpiglossen!
Du lod, som om du snublede i Græsset,
Han hjalp dig op og gik — See dog til Tossen!
Blomst af Salvien!
Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.
Blomst af Balsaminen!
„Skjænk i mit Glas,” hun sagde; „dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.”
Blomst af Lupinen!
Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.
Blomst af Jalappen!
Bevares, Frøken! Jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.
Blomst af Anemonen!
At pudse Lysene, det sømmer Manden,
At puste Lyset ud, er kjønt af Konen.
Blomst af Provencerosen!
Du faldt fra Brystet af en stjernet Herre,
Prøv til Forandring Munden af Matrosen.
Blomst af Storkesnablen!
Kan du forlange nogen bedre Frier?
Tænk! første Characteer og Æressablen!
Blomst af Gentianen!
Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just — der har du Planen.
Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
Blomst af Levkoien!
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse —
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve.
Cactus, som med Purpurbægret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og kluntet,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
Tøffelblomst du søde!
Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.
Dunkle Skabiose!
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af friskbedugget Rose.
Valmue, mørk i den marmorne Vase!
Nu har jeg seet dig, din brogede Turban —
Nu vil jeg hjem at drømme og rase.
Blomst af Potentillen!
Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.
Blomst af den røde Diptamme!
Frygt ei, at Schawlet brænder med det samme,
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.
Hvidblomstrende lille Dryade!
Alpehøit boer du, mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.
Blomst af Hibisken!
Lyserød smiilte du til mig ved Bordet —
Men immer stum op gabende som Fisken
Blomst af Sværdlilien!
Stolt er du og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!
Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen;
Thi ellers døe vi begge to af Gaben.
Cypresse, du ranke!
Jeg holder ikke af at skrive,
Men De var aldrig ud af min Tanke.
Blomst af Jasminen!
Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.
Blomst af Lilieconvallen!
Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.
Rosenknop saa fager!
Giv mig et Kys, to giver jeg tilbage,
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.
Svøb dig i dine Laser, smaa Trifolie,
Din Tid kan komme! husk, at uden Taalmod
En Fattig er som Lampen uden Olie.
Blomst af Skarntyden!
Ræk mig dit Bæger. Det er fuldt til Randen;
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.
Grønne Agurker!
Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkeligt, hvor kun er saadanne Skurker!
Springende Hare!
Naar vi trykke os begge for Skytten i Leiet
Tænker jeg, kan vi os sikkrest forvare.
Summende Bræmse
Den Journalist gad jeg seet, som bedre
Bruger sin Braad og brummer sin Remse.
Allike, som hist paa Taget sidder!
Den hvide Due er din Dame,
Og du den sorte Ridder.
Kykliky! i alle Gaarde lyder.
Som meget andet, har jeg hørt det ofte;
Men Gud maa vide, Glut! hvad det betyder.
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted — her hvor min Tinding brænder —
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket.
Vinternatten. Han.
Den rosenrøde Viin i Kanden,
Paa Ruden Iis, paa Arnen Gløder,
Og dig i Stuen — ingen Anden!
Sommernatten. Hun.
Et Slør om Halsen og om Panden,
Lidt Maaneskin i Haugens Gange,
Og dig, som møder — ingen Anden!
Lad ikke Sommerschawlet glide, Ven,
Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!
„Hvordan? kan du da ikke lide den?”
Polakken drikker (det gjør ei vi Danske)
Champagne af sin Dandserindes Støvle —
Men lad mig drikke Duften af din Handske.
Hvad i mit Hjerte dybest inde ligger?
Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer? —
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!
Med Stjerner er din Pengepung broderet,
Med Zobel er din Silkepels garneret,
Kun Skade, at din Bagdeel er vatteret!
Den gamle Degn var vederstyggelig,
Og Prækenen kun lidt opbyggelig;
Men ved din Side var jeg lykkelig.
I fire Døgn med Breve bombardeertes;
Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat — hvad saa? — capituleertes.
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet —
To af dem gad jeg have Lov at kysse.
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
Hvad Under, mine Tanker er forfløine,
Og at min Pen gjør visse gale Streger —
Forførerske med dine skjælmske Øine!
Naar Paven vilde hele Rom min skjænke
Og sagde: „Slaa en Vis blot ud af Hovdet!”
Jeg sagde: „Stop! det vil jeg først betænke.”
Dit Øie smægtede i store Taarer,
Du vred din Haand, jeg jamrede: „Farvel!”
Men Himlen loe, og Skoven hvisked: „Daarer!”
Det hører til Naturen her i Egnen
At Kjærtegn følges af en Taarebyge
Som Solens hede Stik af Sommerregnen.
„Jeg skjænker dig min Pande,” har du skrevet,
Den hule Kapsel efter Liliens Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg leved!”
Det var i Nat som om jeg skulde dræbes,
Mit Veir blev væk. Jeg tænkte: „Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes.”
Om Ingen mig begræd, mig vistnok smerted;
Men lov mig, læg mig ingen Steen paa Graven —
Der har saalænge ligget en paa Hjertet.
Giv mig at drikke!
Hvad der i Stjernerne staaer skrevet,
Kan glemmes, ændres kan det ikke.
Knap, som jeg tabte!
Finder dig Nogen, saa nytter du mere,
End al den Lykke, jeg tabte.
„Farvel!” bød hun, „Farvel!” Der var i Skriget,
I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,
I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
Men i det lange Kys, i Favntags-Heden,
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
Og i de bittre Smerters Overmandelse,
Selv i Resignationens mørke Taare
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,
I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
Jeg standsede i Midten af mit Buk —
Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen — Du var for smuk!
En Stedmorsblomst du hefted mig paa Kjolen,
Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden,
En Tordensky opvælted sig for Solen.
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen,
Men dine Arme lyste meget mere,
Der holdt en Alperose ud i Regnen.
Stands lidt ved Blomsterne i dette Hjørne!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem —
De Smukke, veed du, kan man let fortørne.
„Hvor jeg foragter Digteren, som røver!”
Døm ei saa strengt; husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
„Hvis Nogen saae os her — os to — alene!”
Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?
Jeg rev mig ud med Magt af hendes ømme
Omfavnelse — „Godnat! Vi sees i Morgen!” —
Nei, før! — „Hvor da?” — Ved du ei det? I Drømme!
Hæld Vand af tusind blomster i mit Hoved! —
Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen — Gud være lovet!
Din fine Læbe sagde ikke noget,
Og Blikket skjulte sig bag Silkelaaget;
Men begge Kinder talte Rosensproget.
Et Hvilested, det yndigste i Egnen,
Skabt for en Danae, er dette Grønsvær;
Og Blomster drysse ned fra Gyldenregnen.
Som Leda læner du dig til Platanen,
Med Dammens lunkne Vand ved dine Fødder,
Og lokket af din Skjønhed kommer Svanen.
Du vilde Vandets friske Straale smage,
Og holdt dit Hoved under Kildespringet —
Jeg glemmer aldrig det i mine Dage!
Det styrted i dit Ansigt, kyssed baade
Dig Mund og Pande, Hals og Barm og Hage,
Selv dine Slangelokker blev saa vaade.
Du smiilte kun og rystede de lange
Bestænkte Haar omkring de røde Kinder;
Og mine Kys — for dem er du saa bange!
De er dog idetmindste ei saa kolde.
Hvori din Angest egenligen ligger,
Skal mig nu ikke meer Bekymring volde.
„Har du ei seet min Mand? hans stive Ryg?
Hans krumme Been? hans Næse? hans Paryk?”
O Gud! jeg elsker ham, han er — han er saa styg!
„Ja, jeg bekjender høit og lydelig:
Næst ham jeg elsker dig — næst ham — fast mere —
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?”
„Den brogetklædte, brune Negerinde,
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjælpe dig min Kammerdør at finde.”
Jeg kunde sige, som er sagt af Flere:
Jeg elsker dig! Men, hvad mit Hjerte føler
For dig, min Ven, o det er meget mere!”
„Det er min egen Skyld, og ingen Andens,”
Bebreided du dig selv„,at jeg har feilet!”
Nei, hvisked jeg, nei, det er Ægtestandens!
Følg mig til hine graalige Cypresser!
I Skyggen vil vi for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.
Du kan ei undres over, at jeg varlig,
Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn —
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.
O, længe skal din Lærdom jeg erindre:
At Kjærligheden gjør hver Smerte større,
Og at den gjør hver lille Glæde mindre.
Som Nattergalen fløiter i sin Bolig,
Ei for at røbe Lidenskab og Attraa,
Men for at lade ligegyldig, rolig,
Vi vilde begge listelig med Sproget
Ved Hjælp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget.
At Natten er saa mørk, det er en Lykke;
Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
Riv dig kun løs og græd og vær kun bange!
Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride:
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!
Paa hver en Skygge speidende hun stirred,
Og lytted efter hver en Lyd i Natten,
Bestandig smukkere og meer forvirret.
De mørke Lindetræers Duft var deilig;
Hun bukked sig tilbage for at aande —
O denne svage Stilling — hvor beleilig!
Hvor sandt et Ord, som jeg har hørt af Flere:
At hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.
Utroskab er antik: Da Helena sig jamred,
Og ei godvillig vilde følge Paris,
Trak Venus hende selv til Sovekamret.
Ret som en Halvgud, der Ambrosia nipper,
Beruset, vaklende om Skaalen fatter,
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.
„Godnat! Sovvel!” — O nei, endnu dog ikke!
Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked,
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.
Ved Kysset heftet i din Nakkegrube
Du gjøs og kasted dig tilbage — hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
Jeg kunde have gjort det mere broget,
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter;
Men jeg er karrig — jeg vil gjemme noget.
I Oldtiden, som græske Sagn vil sige,
Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden
Og loe i Skjæget af de Dødelige.
Alt skifter om: jeg har Jupiter kyset;
Imens jeg favner dig, han staaer paa Himlen
Kold, skjælvende — og holder Lyset.
Hvergang den store Stjerne nu bekikker
Mig eensomvandrende i Sommernatten,
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.
Omkring din Deilighed i Kreds jeg summer,
Som Bræmsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.
Hvert Skjønhedsglimt, hver Yndighed, jeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade
Som Sommerfuglens Vingestøv fasthægtet.
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt som Sommerfuglestøvet.
Min Rosentid er omme; hvad forpligter
Mig nu til meer end rosenrøde Torne?
Hvem fordrer evig Ungdom af en Digter?
Nyhed fra Engeland, ret overordentligen!
En Sommerfugl tog Brevet med i Munden,
Og deri stod: Marlbrough er død i Krigten.
Snørlivet sad, saa Ingen kunde klage,
Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.
Han gjorde stor Opsigt i Byerne,
Thi hvor han gik, gik han paa Tæerne,
Hans Flipper naaede til Skyerne,
Og hvor han faldt, faldt han paa Knæerne.
Med Sablen klirrende mod Sporen,
Snurbarten sort, Kasketten sat forsoren,
En Kæmpe ligner han, men en forloren.
Hvor hans Manerer ere ridderlige!
Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.
Jeg kan ei lide ham; han har en Vorte,
Næsen er en Miil fra Munden Borte,
Og desuden har han været forlovet med Dorthe.
Lad du ham sine høie Ord kun spilde!
Med alt sit Spræt han kommer dog forsilde,
De Haner gale mest, som gale ilde.
Han har en Skilling ei til Lusesalve,
Men vil dog kjøbe Persien og China,
Med Tilbud, at betale strax det Halve.
Han læser Spisesedlen med betænksom Mine:
Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen —
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!
Han kunde havt, hvad jeg i Aftes fik,
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja —
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?
Kjærestens Ansigt er blegt og Foden den hovner —
Han er alt skaldet, syv Aar var de forlovet —
Mine Venner! drik eders Øl, før det dovner.
Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet,
Man hørte Fnisen af de unge Skjønne,
Det var som Lilier blomstred under Vandet.
I Pebersvende! hvo har Lyst at giftes?
Nu kan I faae hvad I begjærer —
En Ladning Jomfruer er nys ankommet:
Ti for en Skilling, ligesom tørre Pærer.
Min Ven, et Raad! Du vil en Lindring føle,
Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket,
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.
„Men hvordan skal det egentligen være?”
Veed du ei det, dit Fjog? Begynd da bare!
Saa maa det enten briste eller bære.
Det er en nederdrægtig slet Affaire!
Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed;
Men du, du hverken følte eller hørte.
Næsvise Burrer i dit Skjørt sig kurre,
Maa jeg ei hjelpe dig at slippe fra dem?
„Saa gaae du selv! du er den værste Burre.”
Jeg lokker ei med Slangens Bugt og Blikke;
Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov — det nægtes ikke.
En Femtenaars, en lang og smidig Unge!
Hvor luftig hendes Gang, hvor knibsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tungen.
Ved Midnatstid gik jeg forbi din Huus.
„Jeg saae det nok, min Moder lukked Døren,
Du gik forbi saa stille som en Muus.”
Vi sad i Krogen, som sædvanlig, fjasende;
De gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: „Jeg troer, at du er rasende!”
Und mig en evig Lykke!
„Det er formeget — men et lille Stykke —”
Det var saa nydeligt, da trykt mod Barmen,
Du hvidsked til mig: „Ikke meer saaledes,
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!”
Ja, du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt lyder Læbens Smigertale,
Herefter vil jeg tie blot og kysse.
„Forlad mig! gaa! Min Ro, mit Liv, min Ære,
Alt staaer paa Spil. For Guds Skyld lad mig være!”
Man troer det ei: jeg adlød — paa min Ære!
Undskyldning bringes herved alle Taftes
Og andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes.
En Hat selv, der var rynket og carreret,
Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,
Har ei i mindste Maade mig generet.
Er det ei skrækkelig kjedsommelig,
At Bertha, der ifior var saa guddommelig,
Iaar er gift og høifrugtsommelig?
„Min Kjærlighed er evig!” raabte Clara,
Idet hun vandede sin Urtepotte —
Vandkanden hvidsked: „Jeg er Niagara!”
Om Livet kunde jeg med Haanden spænde,
Og meget kort var Dinas lette Kjole,
Men hendes Dyd, desværre, uden Ende.
Guds Viisdom see! Det øser ned med Spande;
Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op som til Erstatning, Hanne!
Den sødeste af alle Luiser,
At hun kan elske mig, det, maa jeg sige,
Er en af hendes sødeste Capricer.
Ni Børn fik Rosa, høist uliig hinanden;
Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.