Det Blaat, som kaldes Himmelblaat,
Den Jordklump, denne Haandfuld Vand,
Det Vrøvlerie af Uforstand,
Et Par Pedanter kalde Ondt og Godt —
O dette jammerlige Tidsfordriv,
Det kan du nøies med? Saa smaat
Indsuger du en Drøm, man blot
Af Dumhed falder paa at kalde Liv?
Nei, noget andet maa der være til!
Med Tænkningen fik jeg vel ikke Hul
Paa dette Forhæng, Ild i dette Kul;
Thi Tænkningen er selv et daarligt Spil.
O dersom Alexander leved nu,
Han rakte mig sit Sværd — Men see,
Der skrider Døden med sin Lee,
Han veed at hugge Knuden rask itu.