Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At Elskte ei den søde Lue kjender,
Som længst alt i mit unge Hjerte brænder,
Og min blege Digte rosenklæde?
Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At hun sit Stjerneblik fra mig bortvender,
Maaske til mere gylden Stjerne sender?
Skal Elskovs Due sukke i en Kjæde?
Er det ei nok, jeg stille glad kan hvile
Hos Blomsterne; naar de: „vi elske!” synge,
„Jeg ogsaa!” henrykt svare kan de Kjære?
Troe I, de Lykkelige haanligt smile?
Saa skynd jer da, den bedre Krands at slynge,
En stakkels Sanger tør ei fordre mere!