Nu skjuler Natten By og Vang,
Nu toner det med sælsom Klang
I Skovens Dyb, blandt dunkle Træer;
Ak, hørte du det min Hjertenskjær,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Hvor bliver ei mit Bryst saa fuldt
Ved Lyden af det Navn saa huldt,
I Favn mig iler Eng og Lund,
Jeg mangler, ak! den ene kun,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Sov sødt, du lille Fuglehær!
Dig truer ei min Bøsse meer.
Sov paa din Green med rolig Hu,
Dit Liv herefter skylder du
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Jeg sigted paa et Duepar,
Det blev den søde Pige vaer;
Da trak min Haand hun hurtig ned,
Og Skjænd mig gav, saa vred, saa vred,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Hvad, vilde Knøs! — hun spurgte mig —
Hvad ondt gjør vel de Stakler dig?
Og Taarerne hende i Øiet stod —
O hvor du dog er from og god
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
I Skovens Mørke, fjern og nær,
Og i det dybe Stjerneskjær
Der nikker hun og vinker mig,
Hver Kilde synger kun om dig
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Den Smukkest’ er hun og forsand
I Byen, ja i det hele Land.
Derfor imorgen, Fugle smaae!
Med Triller og Sang I hilse maae
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!
Maaskee endnu hun vaagen er,
Og tænker paa den Jæger kjær;
Dog ei i Fjernet hører hun
Mit Valdhorns Røst i dunkle Lund:
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!